Senegal voksenskole

Hermed en fortælling om, hvad små midler kan gøre af store forskelle.

Projektet:Sidste år modtog jeg støtte fra Utamaduni fonden, en støtte der har haft en stor betydning for opstarten af mit skoleprojekt i Senegal. Et skoleprojekt der har til formål at understøtte kampen for et værdigt liv, gennem lokale kræfter og initiativer.

Ønsket er at give lokale voksne mulighed for at lære at læse og skrive. Dette for at øge deres muligheder for at skabe sig et værdigt liv, finde job eller etablere små forretninger inden for turisme, håndværk og kommunikation. I Oktober 2013 tog jeg til Senegal og startede sammen med lokale kræfter, skolen op.

Om de studerende:De unge er arbejdsløse, og resignationen over ikke at kunne forsørge sig selv og sin familie er enorm. Derfor søger mange unge fra denne region ’lykken’ som bådflygtninge mod Europa. De fleste børn modtager undervisning, hvorimod forældrene sjældent har modtaget undervisning. Mange af eleverne i skolecenteret er forældre, og dermed er grunduddannelsen med til at styrke forholdet mellem børn og voksne.

Undervisningen: Det første skolecenter ligger i den fattigste del af Senegal, i regionen Cacamance, i byen Abene med omkring 3.000 indbyggere. Undervisningen foregår fire dage om ugen fra kl. 15.00 til 20.00, da forældre med arbejde må prioritere dette i dagtimerne.

De to lokale lærere er veluddannede i henholdsvis fransk og engelsk og er meget tilfredse med at få lov til at hjælpe andre i landsbyen til at læse og skrive.

Resultatet: Det har vist sig muligt, at starte skolen for voksne analfabeter for et meget lille beløb, ca. 30.000 kr. Og da der er stor opbakning og glæde i lokalbefolkning over initiativet, har vi foreløbigt valgt at fortsætte undervisningen af de ca. 30 elever som modtager undervisning i fransk og engelsk fire gange om ugen.

Jeg har set hvor umådeligt stor betydning det har for dem. Pengene fra fonden brugte vi primært til indretning, mad og lønninger i den første periode, og uden bidraget havde det ikke været muligt at starte projektet op.

Skolens fremtid og kontinuitet er mit nuværende fokus, og hvis I har lyst at følge projektet, se billeder, læse om skolens betydning for lokalsamfundet samt nyheder, har jeg fået doneret en hjemmeside: www.senegalvoksenskole.dkJeg takker oprigtigt for jeres støtte og håber at I ser velvilligt på en ny anmodning.

Mvh. Birte Juel Sandberg

image_pdfimage_print