“African Paradise”

Tak til Ukassen og dermed alle lejrens deltagere.
“African Paradise” er et stykke land i den lille fiskerlandsby Abene i Sydsenegal.

Her er huse og hytter til indkvartering af gæster og patienter, rent “tap-water” fra en dyb ren boring, fælleskøkken, grønsagshave og en forhave i mangotræernes skygge, hvor man kan mødes, spise eller modtage patienter. Dem kommer der 5-20 af på en dag. Kliniklken er gratis. Medicinen og tilbehør kommer fra et dansk hospital, et hospice, min egen læge, tilskud fra de betalende gæster her samt de sidste år donation fra Utamadunis U-kasse, således også i år, hvor 3.500 kr. gik til indkøb af malariamedicin og andet livsnødvendigt, desuden til akut-tilfælde, hvor folk, der ikke selv har råd, uden hjælp ville dø eller blive handicappede.

Tak for hjælpen, det kan være svært at forestille sig, hvor mange mennesker et så tilsyneladende lille beløb kan hjælpe.

Dagligdag i klinikken
Mine gæster og jeg står op når det passer os og spiser morgenmad under mangotræerne, hvis da ikke nogen skal på en tidlig udflugt langs stranden eller ud i mangroven og se på fugle.

Patienterne er vant til ventetid, så mange gange er der allerede dukket noget stykker op på dette tidspunkt. Især om søndagen, hvor den lokale klinik holder lukket.

Generelle problemer her er tandsmerter, malaria, fordøjelsesproblemer og sår, men kan også være alt muligt andet mellem himmel og jord.

Barfodslæge
I Danmark er jeg ikke læge, men det er jeg her, der er jo ikke andre! På klinikkerne kan lederen være (korttidsuddannet) sygeplejerske eller jordmor, men der er også nonner, der leder en lille klinik. Her er ingen “rigtige” læger. Det er alligevel utroligt, hvor meget man ved fra sin tid i førstehjælpsteltet, hvor lejrens læger og sygeplejersker har delt ud af deres viden, desuden almindelig sund fornuft, år med erfaringer samt min bibel: “Where there is no doctor”, som er et skattet opslagsværk.

Klinikkerne her lever af at sælge medicin, så ofte kommer folk med en recept på 3-5 forskellige mediciner, som de ikke har råd til. De har ikke fået at vide på klinikken hvad de fejler, og heller ikke hvilken medicin, der virker på hvad. Generelt får folk smertestilende, jern, antibiotika (der er kun 1 slags på klinikkerne) og af og til noget andet.

Jeg bruger derfor en del tid på at undervise. Det er faktisk utrolig hvor meget, der kan afhjælpes med bare undervisning, vand, sæbe og salt.

Troldmænd,- og kvinder
Jeg har oplevet folk med inficerede sår, der bare har fået smertestillende medicin på den lokale klinik. De har ikke råd til antibiotika eller til at få såret renset dagligt. I stedet går de så til en medicinmand/troldmand/kvinde, der oftest fortæller dem, at de er forhekset, og at det er grunden til såret. Der bliver så lavet et ritual, der skal ophæve forhekselsen. Troldmanden graver herefter ofte noget, der ligner en tand ud af såret. Første gang jeg hørte dette bad jeg om at se den “tand”. Men nej, den måtte patienten ikke beholde, den var bare bevis på troldmandens dygtighed og skulle kastes langt ud i bushen. Herefter lægger troldmanden et grødomslag på såret – lavet af urter og bark.

Placeboeffekten – troen- her er enorm, både overfor medicinmænd og læger. Så måske er det det, der virker. Til gengæld er viden om årsag og virkning, kroppens anatomi samt hygiejne noget nær nul.

Her findes dog ogå dygtige medicinmænd, der f.eks. kan sætte brækkede lemmer sammen, og ved de få sociale problemer kan de være geniale.

Jeg kunne ønske mig mere samarbejde med dem og undervisning.

Krisecenter
I år kom stedet her også til at virke som krisecenter i nogle uger. Aisha, en kvinde fra Guinea ville skilles fra sin kæreste, som bestemt ikke ville. Hun flyttede ind i et ledigt rum og for en gangs skyld var porten til flodvejen lukket i en periode. En enkelt gang stod han udenfor og råbte, men 4 bestemte gamle tubabkvinder (hvide) fik ham til at gå. Vi splejsede, så Aisha kunne komme hjem med bussen.

En dag på klinikken
En mor fra Gambia har en syg dreng på ca. 8 år. Hun har allerede samlet penge sammen hos familien for at komme på et hospital og få en scanning. Beskeden hun får fra hospitalet opfatter hun sådan, at de ikke har kunnet se hans nyrer. Derfor rationerer hun hans vandindtag.

Så har hun hørt, at herude i Senegals bush er der en meget dygtig Marabou (troldmand). Hun rejser afsted med drengen, konsulterer marabouen, der ser på drengens store mave og udtaler: “Du giver den dreng for meget at spise med den store mave han har”. Moderen rationerer nu drengens madindtag.

Hun kommer her med sin dreng, der har alle symptomer på under,- eller fejlernæring (mangel på protein): Tynde arme og ben, stor mave, hævet ansigt, håndled og ankler samt runde sår på benene.

Mens jeg snakker med moderen giver en af stedets gæster drengen et stykke brød, som han kaster i sig med ryggen til sin mor.

Hun fortæller sin historie og jeg viser hende derefter billedet i bogen af et barn med præcis de samme symptomer. Hun siger glædestrålende: JA!

Så går vi i gang. Vi er nødt til at starte med en ormekur, da det tit er derfor børn ingen næring får ud af maden. Og så undervisning i hvordan man undgår orm – det er svært: Man må ikke spise af samme fad, da æggene sidder under neglene. Man får ormene der fordi man bruger fingrene ved toiletbesøg. Desuden kommer de ind i kroppen fra jorden gennem bare fødder, så man skal også droppe bare fødder og have sko på altid. Og desuden vaske hænder og rense negle. Meget at huske på, og flere af tingene går jo totalt på tværs af kulturen, hvor man f.eks. altid spiser sammen og ikke altid har råd til hverken sko (de koster 6 kr.) eller en ske. Så vi starter altså med at købe sko og skeer. Derefter ormekur, derefter maden.

Næste patient har en kæmpe væskende byld på halsen: Rensning, forbinding og antibiotika. Desuden morfin til at sove på, han har ikke sovet i 2 dage for smerter. Ham ser vi hver dag de næste 10 dage og bliver rigtig gode venner. Efter endt behandling kommer han med en pose appelsiner og et glas næsten sort honning, der dufter vidunderligt.

Den næste har tandpine. Hver dag giver jeg flere nogle få dråber eugenol (hovedbestanddelen i kryddernellikeolie) i hullet, hvorefter smerten forsvinder og infektionen som oftest også – det er et vidundermiddel! Hullet hos ham her er rent nok til at jeg tør lave en nødfyldning (zinkoxid + eugenol). Med lidt held kan den holde i mange måneder og hindre madrester i at komme til hullet, og hullet i at blive større. Til den tid har han måske råd til den lokale tandlæge.

Projekt brændte lersten
Jeg vil lige fortælle om årets vellykkede projekt med at brænde lersten, så man uden dyr cement kan få holdbare mursten. Her falder ca. hvert 5. hus sammen i regntiden, så det er et stort problem. Måske kan ideen bruges andre steder.

Knud-Erik Asak har været langvejs-konsulent på projektet. En gæst, der er keramiker – Helle Skov- har hjulpet med. Materialerne er betalt af den ene euro mine gæster donerer hver dag til projekter og jeg har betalt arbejdslønnen.

Ler er her nok af. Efter flere forsøg fandt vi, at brunt og rødt ler blandet med lidt tørt græs var det bedste.

Leret transporteres, blandes og æltes sammen med fødderne.

Leret kommes i en jernform, vi har fået lavet – med samme mål som de gamle danske munkesten- og lægges til tørre i nogen dage. Stenene vendes, og når de er klar bygges en “ovn” med trækkanaler, så ilden kan få fat, men ikke for meget fat. De yderste sten i “ovnen” bliver ikke gennembrændte, men kan så brændes igen eller bruges til indermure.

Som brændsel bruges risskaller, der ellers ikke kan bruges til noget. Asken efter brændingen kan derimod bruges til kompost, altså et miljøforsvarligt energiforbrug.

I 3-4 dage – dag og nat- holdes der øje med ilden, nye risskaller fyldes i fra oven undervejs. Temperaturen kommer op over 800 grader, så det tager et par dage for ovnen at køle af.

Nu kan en sten ligge en hel dag i vand uden at der sker noget med den.

Babu, som nu er “stenmester”, bygger nu et halvt hus af stenene og lader det stå i regntiden uden tag – det må overbevise hvem som helst om styrken på murstenene. Når jeg kommer igen bygger vi færdigt. Huset skal være helt uden det beton, der ellers bruges som støttepiller, til at holde taget, og over vinduer og døre. babu skal lære at lave selvholdende rundbuer.

Desuden bliver vindueshullet muret op med gennemsigtige flasker = Voila – ingen udgift til træ,- eller metalrammer.

Tilbage i Danmark
Nu er jeg i Danmark igen, og må sige, at jeg savner mit afrikanske liv, jeg savner patienterne, børnene, gederne, hønsene, solen, atlanterhavet og alle de gode venner i flere farver. Men til vinter går turen tilbage igen, gerne 5 måneder denne gang, hvis det kan lade sig gøre.

Planen næsten vinter er selvfølgelig at fortsætte med klinik og murstensprojekt. Desuden at få både en tandlæge derned og en læge, der kan operere for grå stær – en simpel operation, der forhindrer at folk bliver blinde.

Kærlig hilsen

Mette Lotus, nu regnskabsgruppen,

tidligere førstehjælpstelt på lejren.