Nekrolog Mzee Kang’wina

Af Sander Milundumo Nielsen

Det er med stor sorg, at vi har modtaget brev fra mama Tabu i Sukumaland, om at vor utamaduni-ven Mzee Kang’wina døde d. 30. 7. og blev begravet i sin hjemlandsby Langi d. 31. 7. 2000. Mindet om denne store kulturpersonlighed, der efter de sidste par års svigtende helbred har måttet forlade denne verden 78 år gammel, vil bestå som et begreb, en kulturbro i “levende” format.
Vi kendte mzee Kang’wina som “Den gamle”, fordi hans ungdoms liv fortaber sig i fortidens tåger i det gamle Afrika, som ikke ret mange nulevende kender til. Vi ved blot, at han var den eneste søn af sine forældre, og at han derfor fik megen opmærksomhed som dreng samt en, for den tid, usædvanlig god uddannelse, både i traditionel hjemmekundskab og i “moderne” skolegang med boglig og kristen baggrund.

Kang’wina betyder på kisukuma “Den lille krokodille”, og dette navn fik han som sangleder og- digter i sin ungdom, hvor han videreførte sin slægts kultur- og musiktraditioner ved bl.a. at lade sig initiere i hulepindsvinefængere- og danseres ritualer i bununguleselskabet, under ledelse af sin “Baba buhemba”, medicinfader mzee Yamikubo Nhale i nabolandsbyen Sese. Da lod han sig omslynge med Ng´ochangoko – tornegrene, hvorefter kun hans nærmeste familie kunne “købe ham fri” af smerterne ved denne specielle indvielsesceremoni, som fandt sted en gang i 1930´erne. Siden da varierede han imellem at være en vild og glad traditionel trommedanser i ” bunungule” og at studere bibelhistorie, kolonisternes religion, hvilket han gjorde under det bibelske navn Gervasi.
I 1950´erne blev Gervasi og mange af hans sukumalandsmænd gode venner med den canadiske, romersk katolske missionær David Clement, og sammen stiftede de menighedsselskabet “Banasesilia”, hvilket blev starten på det sted, vi i dag kalder ” Bujora Cultural Centre”. I 1973 rejste Bujoragruppen , 30 tanzanianere og Fader Clement, til Danmark med økonomisk støtte fra U-landsfonden i Århus, hvor mzee Kang’wina for første gang optrådte som danser og kulturrepræsentant fra Sukumaland overfor et dansk publikum . Besøget blev en stor succes, og siden da har Bujora og Kang’wina altid været meget gæstfrie overfor alle danske besøgende i Sukumaland, hvor Bujora’s kirke, museum, håndværkerskole og gæsteboliger har været den centrale base for utallige kulturinteresserede rejsende og udviklingsarbejdere fra bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, DK.

I 1981 kom mzee Kang’wina igen til Danmark inviteret som gæst hos nogle af den spirende utamadunigruppes medlemmer. Denne gang kom han ud at optræde med dansegruppen i en del u-landsarrangementer, hvor han mildt sagt revolutionerede mange danskeres forestillinger om det sorte Afrika’s kulturliv, i en tid hvor mediernes omtale af landene syd for Sahara næsten kun handlede om sult, krig, tyranniske embedsmænd og missionærer i alle afskygninger. I kredsene omkring de spirende afro-dansegrupper i Danmark har mzee Kang’wina ivrigt delt ud af sine mange talenter, hver gang han siden har været på besøg i DK.
I 1987 kom han og var gæstelærer for Utamadunilejren på Djursland, hvor landets afro-interesserede samledes omkring trommer, sang og dans på afrikansk. Her gav han bl.a. sukumanavne til både voksne og børn, der på den ene eller anden måde senere kom til Sukumaland og mødte navnesøstre, navnebrødre og venner i det hele taget. 
Mzee Kang’wina’s logik var simpel og meget direkte, han veg ikke tilbage for at bede om sine værtsfolks indsats på selv de mest uventede måder. På mzee Kang’wina’s opfordring etableredes der traditionelle forfaderhytter og et ceremoni-sted på Utamadunilejren. Utamadunigruppens trommebyggere fremstillede på mzee´s opfordring den første kæmpetromme “Mayumila igulu”(torden), som i original sukumaudformning ville være for stor at importere, men som kunne tilføre hidtil uset og uhørt autenticitet til sukumadansen i Danmark. I denne forbindelse underviste Kang’wina i “Lugaya”, de store sukuma-kongetrommers specielle rytme. Året efter animerede mzee igen til bygning af endnu en kæmpetromme “Italyabashi” (Regnbuen), og til fremstilling af 15 sæt “Gomejo-klaptræ”, der oprindeligt hidrørte fra en tradition i mzee Kang’wina’s barndom. Desuden medbragte han fra Sukumaland et ægte traditionelt ildfyrings-sæt, samt et medicinsk kohorn med hul i spidsen, der kunne bruges til at udsuge evt. betændelse eller blodansamlinger med.
I 1992 foranledigede mzee´en fremstillingen af en samling træspyd og skind-skjolde og introducerede en dobbeltsidig krigsdans og -sang. Han indviede tillige Utamadunilejrens græstækkede sukuma-smedehus og forærede endnu flere sukumanavne til dansere i alle aldre under en humørfyldt session på lejrens ceremoni-sted, flankeret af forfaderhytternes historie-manende grenflet og symbolik.

I Sukumaland havde Kang’wina sit kristne navn Gervasi, og han magtede tilsyneladende at indbefatte både det traditionelle og det kristne livssyn i sin tilværelse. Da han som ung selv valgte sin hustru frem for at følge faderens forslag, blev han fradømt sin families støtte og hjælp, dersom deres samliv skulle vise sig at gå dårligt i fremtiden. Mama Sesilia og Kang’wina fik imidlertid 9 børn, 4 drenge, 4 piger og én der døde. Da Mama Sesilia mange år senere blev over fødealderen og havde voksne børn at glæde sig med, var Kang’wina stadig en eventyrlysten og berejst mand, der af og til var en tur i Danmark i forbindelse med Utamadunilejre. Under disse besøg fik han mange venner, og når de kom på besøg i Sukumaland, var han deres velkomst-vært på Bujora og på ture rundt i omegnen, især der hvor dansen og trommeriet foregik. Understregningen af sin tilknytning til Bujora foretog mzee Kang’wina i 1986 ved at gifte sig traditionelt med en aldersgruppe- fælles datter Mama Tabu, som var blevet enke med to døtre. Børnene forøgedes snart med en dreng, en pige og en dreng igen, hvilket fik de kristne omkringboende til efterhånden at acceptere dette “vidtgående” ægteskab uden at insistere på den kristne, uvægerlige skilsmisse mellem de første to parter.
Ja, Mzee Kang’wina var sandelig nyskabende, blot ved at gøre tingene på den helt gammeldags facon. Hans ord om hjernens og hjertets usynlige verden og hans fysiske måde at synliggøre den i det “virkelige” er en stor inspiration fra fortiden og lige ind i nutiden. Han huskede ofte sine venner på, at tungen der former ordene, er det mest magtfulde et menneske besidder.

I forbindelse med mzee Kang’wina’s sjette besøg i DK, til 20 års Utamaduni-jubilæum i 1997, kreerede han sin egen sukuma kongedragt af blødgjort gedeskind med påsyede kauri-skaller og med arm- og benbeskyttere af sammenbundne træpinde. Dengang skulle han netop træffe U-landsfondens stifter lektor Scott, med hvem han kunne fejre 25 års venskab og samarbejde. Ved denne lejlighed optrådte han i kongekostumet som en værdig repræsentant for en svunden afrikansk fortid, dengang da kongen ikke nødvendigvis behøvede at være den højtråbende taler, men derimod bad en særlig stemmekraftig udråber om at bevinge sine velvalgte ord. 
Mzee Kang’wina har støttet og inspireret kulturudvekslingen mellem Sukumaland og Danmark på mange måder, bl.a. ved at formidle utallige venskaber i syd og nord på trods af, at han aldrig lærte engelsk eller andre europæiske sprog. “Når jeg kun taler volapyk, undgår jeg at komme i de vanskeligheder, som mine landsmænd gang på gang er ude for både i Tanzania og her i Danmark”, udtalte den “gamle ræv”, dengang han modtog sit danske navn “Mikkel”. “Det er i øvrigt ganske bestemt den kolde vinter og frosten, der har lært jer nordboere at tænke så dybt og skabe den udvikling og velstand, som I nyder her, for man kan jo se, at I nærmest konkurrerer med Gud”. Ja, sådan kunne mzee finde på at filosofere, når han f. eks. i bil passerede over Lillebæltsbroen eller kørte igennem en kilometerlang tunnel oppe i et norsk bjerg – eller når han sad i en flyvemaskine højt oppe over skyerne .

Mzee Kang’wina fik igennem sit lange liv flere tilnavne, f. eks. “Mlilwang´oma” (den ved hvis begravelse trommerne lyder) og i de sidste par år “Bushububili” (ham med to pander), som hentydede til hans efterhånden skallede isse. Han har ofte mindet om, at livet jo ikke varer evigt, og benyttet enhver passende lejlighed til at forære det meste af sit beskedne jordiske gods videre til sine venner. Derfor findes mange af hans “gaver” hos folk, som bruger dem i dansen, som f. eks. hans gamle bunungule-dansetromme, der nu passes i Utamadunigruppen, sammen med “konge-dragten” samt hans fine bark-medicintaske og dens indhold af naturmedicin, afrikansk logik i pulveriseret form….

Her slutter et afsnit af mzee Kang’wina’s nekrolog med ønsket om, at han vil få fred i sit himmelske hvilested… med sin bunungule-Gud, som han altid sagde holdt af os, når vi rigtig tog fat i kulturudvekslingen…
– Og med en opfordring til at andre anekdoter og personlige oplevelser omkring denne usædvanlige mand vil blive føjet til i fortsatte afsnit…

Med ærbødig og kærlig hilsen fra Sander Milundumo.