Kære alle i det Sukuma-danske dansemiljø, i tid og rum, og vores venner
Her i begyndelsen af det nye år vil vi sige et rigtigt stort TAK til alle, for jeres deltagelse og indsats i forbindelse med Lubalas død og begravelse.
Tak til alle jer som kom og var med til at gøre dagen til en meget smuk afsked med Lubala, og hjalp hans sjæl rigtigt godt på vej derhen hvor den nu skal hen. Det var dejligt at se jer.
Tak til alle jer som på mange forskellige måder gjorde en meget stor indsats i planlægningen og gennemførelsen af dagen, og hjalp med både de åndelige, kulturelle og praktiske opgaver. Uden jer ville det ikke have været muligt.
Tak til alle jer som skænkede et økonomisk bidrag til alle de udgifter som nu engang følger med en begravelse. Tak til alle dansegrupperne for jeres generøse bidrag og tak til alle jer, der som enkeltpersoner har givet et meget velkomment bidrag.
Der blev samlet ca. 7400 kr. ind til begravelsen her i Danmark, hvilket er lige så meget som vores samvær i Nørre Allé medborgerhus kostede.
Derudover blev der samlet 3000 kr. ind til afholdelse af en begravelse i Sukumaland. Lige nu er de herboende Sukumaer sammen med os ved at planlægge denne begivenhed. Udover at pengene er samlet ind har vi udvalgt noget af Lubalas tøj som skal vise at han ikke er her længere. Derudover vil vi forfatte et fælles brev om omstændighederne omkring Lubalas død og begravelse samt vedlægge fotografier fra begravelsen her. Sebastian som rejser fra Danmark den 24. januar skal tage det hele med ned til Lubalas familie, især hans bror Mashiku og hans søster Ngoro, og hjælpe dem med at holde en værdig afsked med Lubala i hans hjemland.
Kærligste hilsner fra Erikka og Silas, januar 2001
“Kære Lubala (høgen) Juma (dagen) Siyabo (dit land)
Du har for mig altid været afrikaner med stort A. Dine hænder var altid en trommeslagers hænder, med hård hud af at slå hårdt med de bare håndflader på koskindet. Vi er mange der altid har beundret dit beat og din følelse med musikken. Mange af os har lært af dig at trommespil er musik – med en rød tråd hele vejen igennem. At den røde tråd skulle ende med en sløjfe allerede nu og her, er kommet som en overraskelse for os alle. Vi beder dig derfor om tilgivelse for, at vi ikke pressede på for at du skulle nå at lære dansk, at være dansker, at få en uddannelse i et eller andet og i det hele taget integrere dig i vores forstand. For du gjorde det alligevel på din egen måde. Du var altid fortaler for det afrikanske i denne verden, og fik respekt på grund af din tålmodighed med dig selv, og det folk i Tanzania som du er søn af – nemlig sukumaerne, hvis kultur og traditioner du var og altid vil være en ambassadør for. Tak for dine smil, tak for din latter og for dine tårer som jeg tror du også har fældet, selvom de nok mest har flydt i dine ensomme stunder, hvor vi andre ikke var tilstede. Må Bununguleguderne velsigne dig omkring himlens store ta’ selv-bord, og lad der aldrig mangle noget, der hvor du nu er. Amen.”
(Sander Machombo, Mariebjerg Kirkegård gravsted nr. 181, afd. 21. den 21.12.2000)
En sidste hilsen fra Richs Shilungu
På lejren havde vi som bekendt en gribende og vedkommende ceremoni, tilegnet alle de af vores gode venner og tidligere lærere på lejren, som efterhånden er døde. Ceremonien fik sørgelig aktualitet midt i det hele, da vi fik meddelelsen om, at også Omari fra Tatunane havde forladt os.
Ganske få dage efter at være kommet hjem fra lejren, fik vi så den nyhed, vi egentlig har været forberedt på i mange år, nemlig at nu havde selv Mzee Kang’wina opgivet ånden. Det har vi som sagt ventet, hver gang han blev syg gennem de seneste mange år, men han forbavsede os hver gang ved at komme igen, selv da han for et par år siden fik kolera. Men han var jo altså en gammel herre på omkring de 80, så sorgen var ikke så svær at bære, da vi nu endelig fik beskeden om hans bortgang, selv om guderne skal vide, vi aldrig holder op med at savne dette unikum af en sanger og trommeslager.
Nu har vi så altså igen mistet én af de venner, Lubala, hvor det føles på en helt anden måde uretfærdigt at så ungt et menneske skal forlade os. I år er det præcis 20 år siden, jeg var i Sukumaland sidste gang. Knud Erik Mlalahasi og jeg havde taget de første skridt ind i de mystiske hulepindsvinedanseres verden, men om foråret 1981 var Knud begyndt at tage på soloture til Lumeji langt Fanden i vold inde i Sukumaland, mens jeg stadigvæk fandt det spændende nok at hænge ud med folkene fra Bung’hwi, der ikke lå mere end 15 kilometer fra missionen på Bujora, hvor vi begge boede. Knud kom hjem og fortalte begejstret om de nye venner, han var ved at få i Lumeji og om, at de spillede bunungule på en helt anden måde, end vi hidtil havde hørt, og dansen var endnu vildere, end vi havde oplevet den før. Folk derude var stadigvæk traditionelt troende og ikke kristne, som folkene i Bung’hwi trods alt var ved siden af deres medicinmandstro. Helt derude havde de været vildt begejstrede for at se en europæer danse så uhæmmet en kankulo, som Knud kunne gøre det, fortalte han, og han var dybt fascineret af deres “primitive” dansemåde.
Det lykkedes mig aldrig at komme derud, men efter at Knud var taget hjem, og jeg var alene dernede, begyndte en helt ung knægt ude fra Lumeji at komme til Bujora fra tid til anden. Hans navn var Lubala, og det kan nok være, han slog en proper shikija! Som sagt, han var kun på besøg, så desværre nåede jeg ikke at møde ham ret mange gange, før jeg tog hjem i efteråret ´81.
Et par år senere tog nogle af mine nye venner fra Utamadunigruppen en tur til Sukumaland, og de kom hjem og fortalte en masse begejstrede historier om alle de nye bekendtskaber, de havde fået. De af gruppens medlemmer, som følte sig tiltrukket af Bunungule, havde mødt Lubala, og et stærkt venskab var opstået imellem dem. De havde oplevet hulepindsvinedans og trommespil, der fuldstændig havde fascineret dem, og de kunne nu pludselig dele Knuds og min begejstring for denne helt vanvittige danseform.
Samtidig med den fascinerende dans havde jeg dog også haft den mere tvivlsomme oplevelse at stifte bekendtskab med én af civilisationens svøber, som også lige så stille sneg sig ind i danseselskaberne, nemlig drikkeriet. Én gang var jeg inviteret med Bung’hwi-folkene til en shindano et sted, og jeg var meget spændt, indtil Shilungu fra gruppen et par dage før kom og fortalte mig, at det ikke blev til noget. Han havde måttet opgive at samle gruppen, da mange af dem var “faldet i” på en gongo-station (hjemmebrændt sprut af giftigste kaliber). Problematikken kender vi også fra Grønland, når mennesker på et øjeblik skal omstille sig fra jernalder til europæisk civilisation, hvordan sprutten kan gøre selv de dejligste mennesker til tåber. Faktisk var jeg, da jeg tog hjem fra Sukumaland stærkt bekymret for dansens fremtid, men heldigvis har den i det lange løb vist sig at vinde over den værste alkoholafhængighed.
Alt dette fortæller jeg for også at vise jer, hvorfor også Lubala i perioder af sit liv lod alkoholen løbe af med sig. Han kom virkelig ude fra 17. kasawarække, og hans overgang til civilisationen skete på få år og oven i købet i en ung alder. Det var altså ikke så underligt, at man ind imellem fra danske rejsende i Sukumaland fik dårlige nyheder om forfald, men heldigvis havde han også så meget power, at han kom op igen og kunne koncentrere sig om det, han var rigtig god til, nemlig at danse og tromme. Den samme indre kamp, som jeg beskriver her, har jeg set hos så mange skønne folk i min tid i Afrika, og det er derfor, jeg skriver så frimodigt om den.
Nå, men i midten af firserne kom Lubala så til Danmark. Han var blevet lun på en dansk pige, og inden længe fik de sønnen Silas sammen. Det var egentlig først her, jeg begyndte at blive gode venner med Lubala, for han syntes jo det var sjovt, at jeg havde haft min gang hos hulepindsvinedanserne og var blevet døbt. Det gav os en samhørighed, og hele vejen op gennem halvfemserne har vores kammeratskab udviklet sig på lejrene, for vi boede jo vidt forskellige steder i Danmark og sås ikke i det daglige. Mit tilhørsforhold til Banungule var med til at minde ham om sine rødder, som det nok ofte kunne være svært at holde fast i, når man boede inde midt i København og levede et dansk byliv.
Jeg kan huske engang for snart en del år siden en temmelig våd nat på lejren, hvor jeg sang for efter bedste evne på nogle af Bunungule-sange, fordi der ikke var andre, der gjorde. Selv om jeg er sanger og kan udtale kisukuma rimeligt godt, har jeg altid haft en generthed ved at synge sukumaernes sange, for de kan jo netop improvisere og lave lidt om på teksten, f.eks. Lubala stod åbenlyst og gjorde sig lystig (typisk afrikansk) over min måde at tackle deres sange på, og pludselig fór der en djævel i mig, og jeg gav bolden tilbage til ham, der på det tidspunkt aldrig sang! I vores stærkt animerede tilstand kom vi i en vældig diskussion, men vi kunne da se hinanden i øjnene næste dag.
Der gik flere år, før jeg pludselig opdagede, at Lubala var begyndt at synge for på de gamle sange og endda at indføre nogle nye sange, jeg aldrig havde hørt før. Ja, i de senere år begyndte han ligefrem selv at lave dem, og hvert eneste år siden har vi nat efter nat på Utamadunilejren været pot og pande; han sang for, og jeg rullede bassen ud, og det var sådan, det fungerede bedst. Han havde ikke nogen stor stemme, men til gengæld havde han en udstråling, der gjorde, at han kunne få folk med, noget jeg tror han har lært af Kang’wina. Lubala var en natteravn, og lige nu har jeg svært ved at se, hvordan vi overhovedet skal kunne lave lejr uden de utroligt hyggelige natte-sang-sessions, måske skulle man begynde at gå tidligt i seng.
En anden sjov ting, jeg husker om Lubala: han havde forståeligt nok lidt svært ved at fastholde det vilde og oprindelige sammen med sådan en flok danskere, selv om vi gjorde vores bedste for at danse Bunungule. For nogle år siden fandt vi så på, at vi ville prøve at lave en rigtig shindano, nu hvor Sander havde fået en slange. Det tændte i den grad Lubala, men hvor Fanden skulle vi dog få et hulepindsvin fra, vi havde jo ikke en chance for at klare os i konkurrencen. Men så pludselig en sen nat midt på ugen mødte jeg Lubala med et skummelt grin: “Kan du ikke skaffe mig noget mælk?” spurgte han. Jeg troede ikke mine egne ører: “Mælk,” sagde jeg. “Er de løbet tør for øl?” Det viste sig, at han i nattens mulm og mørke havde været ude i skoven og fange et lille lokalt pindsvin, og bare spændingen ved det havde fået ham helt på dupperne. Det optrådte vi så med ved shindanoen den sidste dag, så nu kunne vi alligevel gøre os gældende i konkurrencen med slangen. Synd for Lubala var det dog, at han efter lejren kom i kraftig modvind fra nogle Greenpeace-elementer (kvinder, forstås), som virkelig syntes, det var for synd for den lille gris.
Det sidste par år havde jeg desværre ikke meget kontakt med Lubala, helbredet blev synligt dårligere for hver gang, jeg mødte ham, så jeg var ikke forbavset, da jeg fik nyheden om hans død her midt i december. Men jeg blev ked af det for på trods af, at han kun var midt i trediverne, var han én af mine eneste forbindelser tilbage til det traditionelle Sukumaland. Ham kommer jeg sgu til at savne!
Rex
Wilbert’s hilsen fra nyhedsbrevet 2002:
(på dansk nedenunder swahilitekst)
Kutembelea kaburi la Lubala
Tarehe 16 december 2001
Wamekutana wasukuma kwa ajiri ya kumkumbuka Lubala ambaye alifariki kabla ya christmas 2000. Inayofuata ni taarifa ya Willbert Musawa kuhusu siku ya kupata taarifa akiwa huko Bujora ya kifo cha Lubala, pamoja na maelezo ya kutembea kaburini mwaka mmoja baada ya kilio.
Ni jumatano ya tarehe 20.12.2000, wageni wengi walikuwa wamefika Bujora kutembezwa kwenye makumbusho na pia kuona michezo ya ngoma. Wakati huu wa mwezi wa kumi na mbili nilikuwa Bujora, Usukumani kwa kuonana na familia, marafiki pia kwa ajiri ya christmas na mwaka mpya.
Wanasesilia walikuwa wanacheza kwa wageni na mimi nilipenda kupumzika kwa vile nilikuwa na siku nyingi sasa sijafika usukumani. Michezo nyingi ya Wanasesesilia ilikuwa mpya na hata wachezaji wengi walikuwa wapya, kwa hiyo niliona ni vizuri nipumzike na kuangalia tu.
Wakati michezo inaendelea alifika Jackobo, mmoja wa marafiki zangu ambaye hii siku alikuwa ameenda Mwanza na aliporudi alikuwa na e-mail na alisema, nimepata e-mail kwako. Nilifurahi sana, baada ya michezo nilisoma na kumbe ndiyo nilipata habari hizi za kusikitisha, eti rafiki yetu Lubala alikuwa amefariki. Nilishangaa kwa masikitiko makubwa, hasa kwa vile ilikuwa kama wiki mbili tu nilikuwa bado Denmark na nilimwacha Lubala mzima kabisa na alikuwa na nguvu za kucheza hata kupiga ngoma aliweza.
Sura ya Lubala ilikuwa kichwani mwangu kwa muda mrefu, mara baada ya kusikia habari hizi.
Nimamfahamu Lubala tangu nilipokuwa mdogo alikuwa ananipa raha sana kumwona akitumia ujuzi wake wa kupiga na kucheza ngoma hasa bunungule. Pia mara nyingi wakati tulikutana, tuliimba sana nyimbo pamoja, lakini sasa Lubala alikuwa amepotean na siwezi kumwona tena, kweli hii siku nilisikitika sana.
Hii niliona raha sana kumwona Lubala akionyesha ujuzi wake katika maisha yake, hasa njia yake ya kubadirisha sura yake wakati anacheza au anapiga ngoma.
Lubala alikuwa pia na bahati na njia zake za kuweza kujifunza kidenishi. Japo ilikuwa vigumu kwake kujifunza lugha mpya na ngumu duniani.
Kwa hiyo ukilinganisha na Lubala ambaye hakuwahi kabisa kwenda shule lakini kwa nguvu zake aliweza kusoma na kuandika kiswahili na japo aliweza pia kuongea kidenishi. Kwa hiyo huu ni ujuzi wake mkubwa wa kuzaliwa nao.
Basi baada ya kupata habari hizi za kusikitisha nilienda kumsalimia Thobias na kumweleza habari hizi. Thobias pia wakati huo alikuwa Tanzania na alisikitika sana. Yeye pia alikuwa karibu na Lubala hapa Denmark na wakati anaondoka kwenda Tanzania Lubala alikuwa anakaa na Thobias.
Tulienda kumweleza James Sombi ambaye ni mwenyekiti wa hii sehemu ya Bujora na baadaye watu wote walikuwa wamesikia na hata watu wa kijiji jirani cha Kisesa ambao walikuwa wakimfahamu Lubala walikuja nyumbani kwa Lubala na kukusanyika pamoja na wenyeji wa Bujora kwa maombolezo.
Pia tulikuwa pamoja na Lubala wakati tumefika kikundi cha Bujora Cultural Group kwenye Images of Africa 1996 kwa ukaribisho wa DGI na hapa Lubala alikuwa mwenyeji wetu wa kuwa anafika kututembelea karibu kila siku wiki nne ambazo tulikaa Copenhagen, baada ya kutembelea Grenå, Århus, Silkeborg na Aalborg, na hizi wiki nne tulimalizia Copenhagen na pia tulipata bahati kubwa ya kuonyesha michezo ya Tanzania kwenye show fupi pamoja na DGI kwenye uwanja wa Taifa wa mpira huko Copenhagen na tulifurahi sana kwa bahati hii kubwa.
Katika mwezi kumi mwaka jana 2001 tulikubaliana wasukuma wote kukutana Copenhagen kwa ajiri ya kukumbuka hii siku muhimu kwa Lubala.
Lubala sasa amefariki, lakini jina lake, ujuzi wake na upendo wake kwetu bado tutaukumbuka karibu kila siku. Na tarehe 15.12.2001 tulikutana wasukuma wote Copenhagen na tuliweza kutembelea sehemu aliyolala, kesho yake ya jumapili ya tarehe 16.12.2001. Siku hiyo tuliomba kwa sala ya jadi ya kupuliza maziwa pande zote nne za dunia na baadaye tulicheza bunungule, nyimbo za bunungule na za kwaya ambazo Lubala alizipenda sana na mwisho tulipata nafasi kama ya dadika tano za kusali kila mmoja kuwa kimya kama ishara ya kumkumbuka.
Tunamshukuru sana Nkwabi Nhangasamala kwa kupata nafasi ya kufika hii siku japo hakuweza kufika kaburini, lakini tulimshukuru sana kwa kukutana naye wasukuma wote.
Mungu aiweke roho ya Lubala mahali pema – Amina.
BUKULULA BANYEMA – BUGWESA
Na Willbert Sullo Musawa
På besøg ved Lubalas grav
Den 16 december 2001 mødtes en gruppe sukumaer for at mindes Lubala som døde kort før jul 2000. Her følger Willbert Musawas personlige beretning om hans oplevelser omkring Lubalas død, og minde-samlingen på Mariebjerg kirkegård på et-års dagen.
Det er onsdag den 20.12.2000 og der er kommet mange gæster for at blive vist rundt på Bujora Museum og for at se dans og trommespil. På dette tidspunkt i december var jeg på Bujora, Sukuma-land, for at besøge min familie og venner og holde jul og nytår.
Wanasesilia dansede for gæsterne og jeg ville gerne slappe af og ikke danse med, for jeg havde ikke været i Sukumaland i lang tid. Der var mange nye danse i Wana-sesilia og også mange nye dansere, så jeg syntes det var bedst kun at kigge på.
Mens der blev danset, kom min ven Jackobo tilbage fra Mwanza, og han havde en e-mail med til mig. Jeg blev glad, og efter dansen gik jeg i gang med at læse den, men det var nyheder, der gjorde mig meget ked af det; vores ven Lubala var død.
Jeg blev meget forbavset og ked af det, især fordi det kun var ca 2 uger siden jeg var taget fra Danmark og havde efterladt Lubala ved godt helbred, og han havde været stærk nok til at danse og endda spille tromme.
Jeg så Lubalas ansigt for mig i lang tid efter at have fået disse nyheder.
Jeg har kendt Lubala siden jeg var lille, han havde altid glædet mig meget når jeg så ham bruge sine færdigheder til at danse og spille trommer, især bunungule.
Og tit når vi mødtes sang vi mange sange sammen, men nu var Lubala væk og jeg ville ikke få ham at se igen, jeg blev virkelig meget ked af det denne dag.
Jeg blev altid meget glad når han viste sine talenter, især hans evne til at forandre ansigtsudtryk når han dansede eller spillede tromme.
Lubala var også heldig med sin måde at lære dansk på, selvom det var svært for ham at lære et nyt sprog, et af de svære i verden.
Så hvis man tænker på at Lubala ikke havde gået i skole men ved egen kraft havde lært at læse og skrive swahili, og alligevel havde lært at tale dansk – så viser det hans store medfødte evner.
Da jeg havde fået disse dårlige nyheder gik jeg hen og besøgte Thobias og fortalte ham, hvad der var sket.
Thobias var også i Tanzania på dette tidspunkt, og han blev også meget ked af at høre om Lubalas død. Han havde også været tæt på Lubala i Danmark og da han tog til Tanzania boede Lubala hos Thobias.
Vi gik til James Sombi, landsby-formanden på stedet Bujora, for at forklare, hvad der var sket, og bagefter hørte alle nyhederne og kom selv fra Kisesas nabolands-byer, hvor mange også kendte Lubala, for at samles og mindes ham hjemme ved hans hus sammen med folk fra Bujora.
Vi var også sammen med Lubala dengang vi kom med Bujora Cultural Group til Images of Africa 1996 inviteret af DGI, og på det tidspunkt var Lubala vores nære ven, der tit kom og besøgte os i de 4 uger, vi boede i København, efter vores tur til Grenå, Århus, Silkeborg og Aalborg. Disse 4 uger i København var vores sidste tid i Danmark og vi var så heldige at kunne vise tanzaniansk dans i et kort show med DGI i Parken i København og vi var meget glade for dette store held.
I løbet af oktober sidste år, 2001, blev vi sukumaer enige om at mødes i København og mindes Lubala på hans dødsdag.
Lubala er død, men hans navn, hans kunnen og hans kærlighed til os vil vi tilstadighed huske.
Den 15.12.2001 mødtes vi sukumaer alle i København. Dagen efter, søndag den 16.12.2001, besøgte vi hans grav. På denne dag bad vi på traditionel vis ved at puste mælk i alle 4 verdenshjørners retning, og bagefter dansede vi bunungule og sang både bunungule-sange og korsange, som Lubala havde været særlig glad for. Til sidst brugte vi ca 5 minutter til hver især at bede en stille bøn for ham som tegn på at vi savner og husker ham.
Vi takker Nkwabi Nhangasamala meget for at han tog sig tid til at være sammen med os denne dag, selvom han ikke var i stand til at være med ved gravstedet, men vi er glade for at han mødtes med os.
Gud lægge Lubalas ånd et fredfyldt sted – Amen.
BUKULULA BANYEMA – BUGWESA
Hilsen Willbert Sullo Musawa
(oversat af Nana Paulo)
