Anne El Al – en blog til Anne. Æret være hendes minde.

Kære Anne! Kære afro-familie!

Stumme, tomme og uforstående sidder vi. Vi har grædt og vi har grint, vi har snakket, tændt lys og været stille sammen. Uendelig vigtigt er det, at vi ER sammen. At sætte ord på de svære følelser og de mange spørgsmål. At holde en hånd og give et knus. Vi der er i live bærer Anne videre i vore hjerter. Alle har vi smukke livgivende billeder af hende. De billeder skal vi holde fast i og dele med hinanden, for Anne vil altid være en del af vore afro-familie.

Anne var også mor til to dejlige piger. Vi har bla haft dejlige snakke i ammelunden på Utamadunilejer, hvor vi har siddet med hver vores barn ved brystet.

Anne var barn af et forældrepar der nu gennemlever det mest forfærdelige et forældrepar kan blive udsatte for.

Anne var søster til en kvinde jeg ikke kender, men som jeg har hørt Anne omtale med varme ord.

Anne havde en familie, som alle os andre, ved siden af vores afro-familie.

Jeg sidder i disse dage og søger at forfatte et brev til Annes mor og far. Det er svært! Og det er vgtigt! De smukke og livgivende stunder jeg har oplevet med Anne, vil jeg give hendes forældre mulighed for at få et indblik i. Anne er død. Det er umuligt at sige hvornår jeg, som Anne og Mnegelas ven, kommer til at kunne tænke på det skete uden at græde i mit hjerte. Hvornår mon den dag kommer hvor Anne og Mnegelas piger og Annes familie igen kan smile i deres hjerter???

Fotoalbummet ligger fremme i vores stue. En smilende Anne kigger på mig. Hun er til stede. Med mit brev og nogle af mine billeder vil jeg søge at bidrage til et “mindernes skatkammer” som jeg vil sende til Annes forældre. Det er så vigtigt at holde fast i det gode der også har været. I historien om en mand og en kvinde der blev så forelskede en dag i Tanzania. Den historie og de mange andre smukke historier der ER at fortælle, er det vores pligt at bringe videre til Anne og Mnegelas piger.

Jeg opfordrer hermed de der har en sjov episode, en dyb og givende snak eller et skønt billede af Anne til at skrive det ned og sende det til Annes forældre. Måske vil det varme deres hjertet en smule. Måske bliver vore breve aldrig åbnet. Det vigtige er, at vi skylder Annes og Mnegelas piger muligheden for de positive minder et “mindernes skatkammer”.

Anne, må du hvile i fred!

Siff

Jag vill sända en hälsning till Annes familj från Sverige med ett varmt deltagande i denna svåra tid. Jag tänker på er och hennes barn och framför allt på Anne. Detta är en fruktansvärd tragedi som man måste genomleva, det enda som finns är kärleken, att vi alla kan finnas för varandra.
Jag träffade Anne första gången i Tanzania 2003, hon satte verkligen spår hos mig med sitt vänliga och mjuka sätt. Det är en gåva som Anne hade att möta sina medmänniskor med sitt öppna och vänliga sätt.

Jag vill dela med mig av en dikt skriven av Emelie Cajsdotter.

Det är inte min kropp du skall fästa dig vid, det är min ande.
Ständigt närvarande. Jag dör aldrig, lika lite som du,
men jag byter skepnad för att kunna leva vidare.

Gun

Kære alle jer… Som det første jeg vil sige til familien dem der står Anne nærmest “poleni” jeg har ikke ord der kan beskrive min uforstående, over det der er sket….. Vi er mange der er berørte af denne hændelse…… Det der kan blomstre ud fra denne situation er, at vi alle kan blive meget bedre til at høre og forstå andres råb om hjælp… Ikke være bange for at være en god ven/godt medmenneske… Ikke være bange for at dele vores livshistorie, bekymringer, glæde og sorger med hinanden, det er jo det der gør os vi er “venner”. Vi har alle et ansvar for at vi kan have det godt…. lad os løfte i flok…. Jeg har hver dag tændt lys for Anne og bedt til hun kommer til at hvile i fred.. Jeg har tændt lys for familien og jeg har tændt lys for Mnegela….. Tak til dig Mads for at du handlede på mine ord… Tak..
janie candie

Stor stor kærlighed til dine børn Anne. De er i mine tanker. Jeg kan slet ikke forestille mig hvad de gennemgår, og jeg håber at de har al den kærlighed, der er mulig omkring dem.

MetteGry

Kære Anne
Det er med stor sorg i hjertet jeg skriver til dig. Vi kendte hinanden både fra danse og arbejde. Vi var nemlig ansat i samme kommune.
Du var en meget sød og blidt kvinde. Det er tragisk at dit liv skulle ende på en så barsk måde.
Men jeg ved du vil leve videre i dine børn.
Jeg sender mange tanker til dine børn og familie.
Vi vil savne dig.
Jeg sender også en hilsen fra alle ansatte i Rudersdal kommune.

Dorte Fischer

Første gang Peter og jeg mødte dig, Anne, var sidst i halvfemserne. Marco var begyndt at modtage undervisning på Rytmisk Center i københavn. Der traf han dig, og hurtigt fandt I sammen om musikken. Vi så dig nu i forbindelse med, at vi enten afleverede eller hentede Marco, når han havde danset på Nørre Allé. Du blev heldigvis snart en af alle  de dejlige venner, som Marco havde knyttet sig til i dansemiljøet.

Snart skulle du en tur med Marco til Afrika, og det var helt dejligt at sende  jer afsted fra lufthavnen. Du var altid så sød, mild og smilende, Peter og jeg syntes, du var så dejlig. Herefter var du en helt naturlig del af Igokoloo, du var der, hver gang vi troppede op (og det gjorde vi tit, da vi gennem Marco var blevet helt vilde med at høre og se jer spille og danse).

Det var en stor glæde for mig, at du, sammen med de øvrige skønne unge, kom og spillede til min 60 års fødselsdag, som var den 29. april 2004. Marco havde arrangeret et flot underholdningsprogram, som overraskede hele mit selskab. Du havde lige født din første datter, hende havde du naturligvis med, og som noget helt naturligt bad du Marcos mor Helle om at se efter hende, imens I spillede. Stolt var Helle over at få lov til at passe så “nyt” et barn, men der blev ikke noget at gøre for hende. Sonda sov under hele seancen, hun blev ikke forstýrret af de høje lyde, for hun var naturligvis vant til dem, da du jo selv havde trommet alt mens, du ventede hende. Alle I unge, blev ,efter jeres optræden, hos os og glædede os med jeres selskab. Da natten faldt på, var det  dejligt, at I ville med hjem til os for at sove. Det har altid været os en stor fornøjelse at have besøg af alle Marcos venner.

Den største og smukkeste oplevelse havde jeg imidlertid, da jeg morgenen efter, stod op for at arrangere morgenbord til jer alle. Jeg vidste, du og den lille sov inde i stuen, og da jeg listede mig hen til døren, så jeg, at du sad i min sorte lænestol og havde gjort dig det behageligt med benene oppe på den  tilhørende fodskammel. Her sad du og ammede din lille pige og sang nogle helt utroligt smukke afrikanske sange. Det rørte mig dybt, og jeg tænker stadig på dig, når jeg hver dag sætter mig i den stol for at læse.

Vi har heldigvis nogle dejlige videofilm fra Marcos eksamenskoncert, hvor du selvfølgelig deltog. Her var det flot at se, at du, som den første, i Pachanga-afdelingen, kom gående ind med din lille tromme. En dejlig oplevelse for os at se, hvordan I alle ville hjælpe Marco med at vise, hvad han havde skrevet om i sit afgangsprojekt.

Sidst Peter og jeg så dig ,var oppe på Universitetet i Gøteborg, hvor du sammen med andre trommespillere hjalp Marco med at søge ind på universitetet igen. Her havde vi den fornøjelse at få lov til at passe begge dine piger. Det var også en dejlig dag.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slutte denne hilsen til dig, Anne, for hvordan skal man tale til en, som ikke er her mere. Jeg har valgt at fokusere på de dejlige oplevelser, jeg har haft med dig, og jeg vil altid mindes dig med stor glæde.

Kærligst Peter og mormor-Hanne

Hvor virker det dog totalt meningsløst at to mennesker der elsker hinanden, kan ende med at komme så langt ud at de slår hinanden ihjel…. Jeg tror ikke jeg helt har fattet det endnu…. Selvom jeg gør hvad jeg kan for at få snakket om det med alle dem jeg kan dele det med, som også kendte de to.

Jeg er en af dem der må sige at jeg ikke kendte Anne og Mnegela meget eller dybt. Men jeg har delt nogle oplevelser med dem som ligger dybt i mit hjerte, og vi har delt vores fælles glæde og kærlighed til sukumakulturens mange facetter. Og det er et faktum for mange af “os i miljøet” at det vi deler, de følelser vi gennemlever sammen, de oplevelser vi deler mm. minder utroligt meget om et familiært bånd. Vi snakker om lejren som “fætter/kusine træf” og jeg selv bruger udtryk som ‘min udvidede familie’… Og derfor sker der også det magiske når vi mødes, at 1-2-3, så har vi smidt ‘overfrakkerne’ og føler os trygge ved hinanden, som i familiens favn.

Sådan har jeg også haft det med de to når vi har mødtes til dans, til fest og på lejr. Og måske er det derfor jeg oplever at det påvirker mig så meget. For det er jo mennesker jeg “er i familie med”, og som jeg altid vil savne når vi samles.

Jeg håber at vi vil være istand til også at håndtere denne forfærdelige oplevelse sammen, og jeg håber at vi kan blive stærkere sammen af det…
Da vi mødte omkring 20 fætre/kusiner i Harlev igår blev jeg bekræftet i at det er en ‘familietragedie’ hvor ingen er vindere og vi alle er tabere…
Babu mindede os f.eks. om den meget vigtige pointe, at vi som ‘rigtige venner’ skal huske at vi ikke kun skal klappe hinanden på skulderen, men også ‘blande os’ når vores nærmeste har problemer og måske ikke selv er istand til at bede om den hjælp det er at der bliver ‘snakket om det’. Og når vi samtidigt er et ‘blandet ægtepar’ hvor vi har en kulturforskellighed som udfordring, skal vi passe ekstra meget på at vi ikke tager overdrevne og misforståede hensyn til hinanden, til tider under påskud om ‘høflighed’ og ‘heshima’. Vi må vise os selv og hinanden at vi også formår at handle og aktivt ‘blande os’ når vi er oprigtigt bekymrede….

Jeg håber at vi lykkes med at finde sammen til en samlet afsked med Anne, når hun skal begraves i den nærmeste fremtid. Det er vigtigt for at vi kan komme videre, at vi går ind i denne fælles sorg, og går igennem dem sammen. Der er ingen vej udenom….

Vi vil aldrig glemme dem, og vi vil nok heller aldrig forstå hvordan det kunne gå så galt…

Lad os sammen sørge over tabet, og samles om at bruge det til at gøre vores ‘familie’ endnu stærkere…

Knus fra,
🙂 Mads

P.s. Jeg håber ikke at i vil holde jer tilbage fra at dele sorg, tanker, minder, frustrationer og …..
Lad denne blog være et værktøj til at vi kan hjæle hinanden videre, i en erkendelse af det skete…