Kære Anne! Kære afro-familie!
Stumme, tomme og uforstående sidder vi. Vi har grædt og vi har grint, vi har snakket, tændt lys og været stille sammen. Uendelig vigtigt er det, at vi ER sammen. At sætte ord på de svære følelser og de mange spørgsmål. At holde en hånd og give et knus. Vi der er i live bærer Anne videre i vore hjerter. Alle har vi smukke livgivende billeder af hende. De billeder skal vi holde fast i og dele med hinanden, for Anne vil altid være en del af vore afro-familie.
Anne var også mor til to dejlige piger. Vi har bla haft dejlige snakke i ammelunden på Utamadunilejer, hvor vi har siddet med hver vores barn ved brystet.
Anne var barn af et forældrepar der nu gennemlever det mest forfærdelige et forældrepar kan blive udsatte for.
Anne var søster til en kvinde jeg ikke kender, men som jeg har hørt Anne omtale med varme ord.
Anne havde en familie, som alle os andre, ved siden af vores afro-familie.
Jeg sidder i disse dage og søger at forfatte et brev til Annes mor og far. Det er svært! Og det er vgtigt! De smukke og livgivende stunder jeg har oplevet med Anne, vil jeg give hendes forældre mulighed for at få et indblik i. Anne er død. Det er umuligt at sige hvornår jeg, som Anne og Mnegelas ven, kommer til at kunne tænke på det skete uden at græde i mit hjerte. Hvornår mon den dag kommer hvor Anne og Mnegelas piger og Annes familie igen kan smile i deres hjerter???
Fotoalbummet ligger fremme i vores stue. En smilende Anne kigger på mig. Hun er til stede. Med mit brev og nogle af mine billeder vil jeg søge at bidrage til et “mindernes skatkammer” som jeg vil sende til Annes forældre. Det er så vigtigt at holde fast i det gode der også har været. I historien om en mand og en kvinde der blev så forelskede en dag i Tanzania. Den historie og de mange andre smukke historier der ER at fortælle, er det vores pligt at bringe videre til Anne og Mnegelas piger.
Jeg opfordrer hermed de der har en sjov episode, en dyb og givende snak eller et skønt billede af Anne til at skrive det ned og sende det til Annes forældre. Måske vil det varme deres hjertet en smule. Måske bliver vore breve aldrig åbnet. Det vigtige er, at vi skylder Annes og Mnegelas piger muligheden for de positive minder et “mindernes skatkammer”.
Anne, må du hvile i fred!
Siff