Hvor virker det dog totalt meningsløst at to mennesker der elsker hinanden, kan ende med at komme så langt ud at de slår hinanden ihjel…. Jeg tror ikke jeg helt har fattet det endnu…. Selvom jeg gør hvad jeg kan for at få snakket om det med alle dem jeg kan dele det med, som også kendte de to.
Jeg er en af dem der må sige at jeg ikke kendte Anne og Mnegela meget eller dybt. Men jeg har delt nogle oplevelser med dem som ligger dybt i mit hjerte, og vi har delt vores fælles glæde og kærlighed til sukumakulturens mange facetter. Og det er et faktum for mange af “os i miljøet” at det vi deler, de følelser vi gennemlever sammen, de oplevelser vi deler mm. minder utroligt meget om et familiært bånd. Vi snakker om lejren som “fætter/kusine træf” og jeg selv bruger udtryk som ‘min udvidede familie’… Og derfor sker der også det magiske når vi mødes, at 1-2-3, så har vi smidt ‘overfrakkerne’ og føler os trygge ved hinanden, som i familiens favn.
Sådan har jeg også haft det med de to når vi har mødtes til dans, til fest og på lejr. Og måske er det derfor jeg oplever at det påvirker mig så meget. For det er jo mennesker jeg “er i familie med”, og som jeg altid vil savne når vi samles.
Jeg håber at vi vil være istand til også at håndtere denne forfærdelige oplevelse sammen, og jeg håber at vi kan blive stærkere sammen af det…
Da vi mødte omkring 20 fætre/kusiner i Harlev igår blev jeg bekræftet i at det er en ‘familietragedie’ hvor ingen er vindere og vi alle er tabere…
Babu mindede os f.eks. om den meget vigtige pointe, at vi som ‘rigtige venner’ skal huske at vi ikke kun skal klappe hinanden på skulderen, men også ‘blande os’ når vores nærmeste har problemer og måske ikke selv er istand til at bede om den hjælp det er at der bliver ‘snakket om det’. Og når vi samtidigt er et ‘blandet ægtepar’ hvor vi har en kulturforskellighed som udfordring, skal vi passe ekstra meget på at vi ikke tager overdrevne og misforståede hensyn til hinanden, til tider under påskud om ‘høflighed’ og ‘heshima’. Vi må vise os selv og hinanden at vi også formår at handle og aktivt ‘blande os’ når vi er oprigtigt bekymrede….
Jeg håber at vi lykkes med at finde sammen til en samlet afsked med Anne, når hun skal begraves i den nærmeste fremtid. Det er vigtigt for at vi kan komme videre, at vi går ind i denne fælles sorg, og går igennem dem sammen. Der er ingen vej udenom….
Vi vil aldrig glemme dem, og vi vil nok heller aldrig forstå hvordan det kunne gå så galt…
Lad os sammen sørge over tabet, og samles om at bruge det til at gøre vores ‘familie’ endnu stærkere…
Knus fra,
🙂 Mads
P.s. Jeg håber ikke at i vil holde jer tilbage fra at dele sorg, tanker, minder, frustrationer og …..
Lad denne blog være et værktøj til at vi kan hjæle hinanden videre, i en erkendelse af det skete…
Tak fordi I oprettet blog´en. Jeg fik et chok da jeg så billedet.
Som du også beskriver det har jeg den oplevelse af Utamaduni at lige så stille komme bedre og bedre ind på folk, og Anne var én af dem.
Kære Anne, jeg husker tydeligt, at jeg bemærkede, den smukke skønne forandring da du fik barn og jeg havde nogle stunder med dig på Utamaduni. Jeg kender ikke omstændighederne for din død, men det lyder meget tragisk. Det virker meget uvirkeligt, og som det også blev skrevet er vi alle tabere. Det er sørgeligt at det kom til dette. Kærlighed til dig.
Tak for dette initiativ, Mads.
Jeg kender ikke Anne ud over at jeg har set hende på lejren.
Det er jo ganske forfærdeligt at så ungt et liv må stoppe så tidligt.
Du skriver at det er tragisk at 2 mennesker der elsker hinanden ender med at slå hinanden ihjel. Det er jo netop det.
Tilbage sidder Mnegela og må leve med det forfærdelige der er sket. Tilbage sidder nogle børn, som må leve med det forfærdelige der er sket.
Tilbage sidder en masse venner og familie og må leve med det forfærdelige der er sket.
En hændelse som ingen forstår kunne ske.
Derfor er det et fint initiativ med denne blog.
Håber det vil hjælpe dem der stod Anne nærmest.
Lena