Anne El Al

Vi læser om vold og mord i overskrifterne i aviserne. Det berører os ikke særligt. Det sker ”derude”. Når en katastrofe rammer vores egen familie, venner eller naboer, SÅ bliver vi ramt. Man mener, at  mellem 500 – 5000 mennesker bliver følelsesmæssigt berørt af en enkelt episode. Afhængig af hvor stor omgangskreds, der er, hvor nærtstående, man er – og om man selv har haft oplevelser, der ligner.

Jeg kendte ikke Anne personligt, men har selv været 9 år i et voldeligt forhold med dødstrusler. Siden har jeg som terapeut haft ”hustruvold” som speciale.

Jeg vil gerne bidrage med noget af det, man i dag generelt ved om hustruvold. Måske kan det give nogen en slags forklaring, selv om hvert enkelt tilfælde jo er specielt, og det, jeg skriver om, er det mere generelle. Måske kan det også medvirke til, at vi sammen kan undgå at noget lignende sker igen. Måske kan det også hjælpe nogen til at forstå deres egne reaktioner.

HUSTRUVOLD – Hvad er det, hvorfor, hvor mange og hvad kan vi gøre ?
I Danmark mener man, at 80.000 – 100.000 kvinder vedvarende er udsat for fysisk og/eller psykisk vold i hjemmet. Danmark har 35 krisecentre, hvor ca. 2000 kvinder flytter ind hvert år.

Hvad der er vigtigt at vide: Ca. 80% af voldsepisoderne sker EFTER at kvinden har forladt manden. Mænd, der truer med at skade kvinden (og evt. børnene) gør alvor af truslerne langt oftere end både kvinden selv og omgivelserne tror.

MÆNDENE
Har ofte både lav selvværdifølelse og manglende selvtillid. Dette skjuler de ved udadtil – eller bare hjemme – at agere kontrollerende, voldeligt, truende, manipulerende og dominerende. Ofte er de ikke gode til at kommunikere – og når ordene ikke slår til, så kan næverne måske slå til!

Nogen – men absolut ikke alle – er decideret psykopater- en personlighedsforstyrrelse, man ikke umiddelbart opdager, da psykopater kan virke meget charmerende og er rigtig gode til at manipulere.

KVINDERNE
Er ofte udadtil selvstændige, vellidte og velfungerende med et overskud til at tage sig af andre. De har ofte stor selvtillid (hvilket er noget andet end selvværdifølelse). De kommer fra alle samfundslag, måske oven i købet med en overvægt af veluddannede, selvstændige og intelligente kvinder. For manges vedkommende taler man om et: Florence Nightinghale-syndrom. Florence var verdens første sygeplejerske, der så det som et kald at tage sig af de sårede soldater.

ROLLERNE I STARTEN
Manden signalerer ofte: ”Jeg har sådan brug for en til at tage sig af mig”. Og kvinderne: ”Her er jeg- det kan jeg !” Begge tænker i starten, at det er det perfekte forhold – begge får dækket deres behov for at få/give omsorg.

HVORFOR BRUGER MÆNDENE VOLD?
Afmagtsfølelse, angst (for at blive forladt), mindreværdsfølelse, jalouxi….. De kan ikke ”stå alene” , men føler sig tryggere ved at være en del af et forhold. For at føle sig sikre, kontroller de deres kæreste. For at føle sig som ”nogen” gør de ubevidst kæresten til ”ingen”.

Når manden ikke får, hvad han har brug for – og ikke er i stand til at få det ved hjælp af kommunikation– sker der et skift, han føler sig stresset og truet, og krybdyrhjernen tager over.

KRYBDYRHJERNEN – Hvorfor vi (alle) opfører os som krybdyr af og til
Vores hjerne består – populært sagt – af 3 dele: I midten ligger den hjernestruktur, vi har fælles med krybdyr (og bl.a. høns, firben og slanger). Den styrer en mængde basale, livsvigtige funktioner og instinktive reaktioner. Desuden er den kodet til at reagere lynhurtigt på sanseindtryk, faktisk 1/2 sekund før vores bevidste del af hjernen. Det har været livsreddende for os i millioner af år. Krybdyrhjernen sanser noget og afgør lynhurtigt:
”Vil det angribe mig (spise mig, slå mig ihjel, voldtage mig)”?,
”Kan jeg spise det”,
”Kan jeg parre mig med det” ?
Alt efter svaret på ovenstående afgør krybdyrhjernen derefter lynhurtigt  en ”passende” reaktion ud af kun 4 mulige: ”Skal jeg angribe det (slå det ihjel/æde det)”?
”Skal jeg forsvare mig”?
”Skal jeg flygte” ?
eller ”skal jeg spille død/stivne” ?
Krybdyrhjernen reagerer desværre ½ sekund FØR den bevidste hjerne kan nå at opfatte sanseindtrykkene, bearbejde dem og vælge en mere passende reaktion.
Det er selvfølgelig stadig en fordel for os, når vi brænder fingrene på kogepladen eller møder en tiger, men det er ikke så smart, når vi i nutiden har med andre mennesker at gøre.
Der er ingen drabsmand, der med sin bevidste hjerne først afgør: ”Nu slår jeg hende ihjel, selv om det koster mig min frihed de næste mange år (måske min egen død), mit forhold til mine venner, børn, familie og min anseelse i samfundet”.
Når vi får det gode råd at tælle til 10, når vi er oprevede, så handler det om at give den bevidste hjerne tid til at finde en mere passende reaktion end den, krybdyrhjernen kan komme op med.
Udenpå krybdyrhjernen ligger en ”yngre” hjerne, som vi har tilfælles med alle pattedyr. Og udenpå igen ligger hjernebarken = menneskehjernen, som vi er det eneste ”dyr”, der har så udviklet. Denne del af hjernen er ganske ung. Frontallapperne er endnu yngre. Her er sædet for vores medfølelse og empati – det at kunne sætte os i andres sted. En evne kun få andre dyr evner bare i minimal grad. Psykopater mangler evnen til medfølelse. Psykopati er den eneste psykiske lidelse, hvor det ikke er ”patienten”, men omgivelserne, der lider.
Børns krybdyrhjerne er fuldt udviklet, mens de andre dele først udvikles efterhånden. Man kunne også sige, at børneopdragelse en stor del af tiden går ud på, at udvikle funktionen i hjernebark og frontallapper. Især gennem børns tætte relationer til andre mennesker.

Vi kan alle komme i situationer, hvor krybdyrhjernens reaktioner (der jo har et forspring for resten af hjernen) overvælder os – især i stressede eller angstprovokerende situationer, eller hvor vi føler os truet på vores liv. Jo mere pressede vi er, jo mere bange vi er, jo mindre sprog, vi har og jo mindre empatisk opdragelse, vi har haft, jo værre reaktion!

ET VOLDELIGT FORHOLD ER RENT STRESS FOR BEGGE PARTER
Manden føler sig truet eller bange, og hans krybdyrhjerne reager med: Kæmp! Angrib !
Og kvinden føler sig truet, men reagerer derimod med: Flygt ! eller Spil død (stivn)!
Jo mere han angriber (er voldelig, kontrollerer), jo mere stresset bliver hun =  Spil død! Stivn !. Eller måske: Flygt !
Jo mere hun flygter eller stivner, jo mere stresset bliver han = Kæmp! Angrib !.

HVORDAN STARTER DET – OG HVORFOR GÅR HUN IKKE BARE FRA HAM?
Forholdet er startet. Begge er forelskede. Han føler: ”Endelig en kvinde, der vil give mig omsorg”. Hun: ”Endelig en mand, der virkelig har brug for mig”.
Første gang (han føler sig truet og) slår hende, får hun et kæmpe chok. Hun mister med et slag sine drømme om det gode forhold, om tryghed og lykke. Hun bliver angst, skuffet, ked af det, føler smerte, fortvivlelse, vrede.
Han beder ofte om tilgivelse. Hun giver ham den (alt andet er for utrygt- vi VIL jo gerne tro på det gode). Måske har hun også dårlig samvittighed fordi hun har så nemt ved at klare job, økonomi, har venner, kan formulere sig – og det kan han ikke.
Ofte håber hun, at det er en enestående begivenhed. Hun siger derfor ikke noget til nogen. Hun lukker af – bliver forstemt, forvirret, deprimeret, prøver at forstå ham.
Hvis hun ikke får snakket med nogen, men fortsætter forholdet, så er der efterladt en angst og en usikkerhed.
Måske er han rigtig god til at manipulere: Han kan sige: Du er egoistisk- du tænker ikke på mig – du er mere interesseret i andre mænd/dine venner/dit job/din familie end i mig.
Næste trin: Han får hende til at trække sig fra hendes kontakter – kun sådan kan han kontrollere hende. Og hun bliver endnu mere alene. En ond cirkel er skabt. Det ligger i luften, at hvis hun fortæller noget til andre- så bliver han rigtig vred. Det er nu kun ham, der fortæller hende, ”hvordan det hele er”.
Hun bliver langsomt hjernevasket, hun tvivler på ham, på sine egne følelser. Ofte udmatter han hende med sine krav. Hun er dødtræt, kan ikke tænke klart. Hun bruger energien på at overleve, på at holde en facade udadtil, på at få dagligdagen til at hænge sammen.
Hun dækker over ham, og hun skammer sig også. Hvordan er hun endt her ? For hver gang hun udsættes for vold (både fysisk og psykisk) flyttes hendes grænser. Hun bliver i tvivl om hvad der er ret og rimeligt i et forhold.
Måske overvåger han hende, er grænseløst jaloux, anklager hende. Da hun ikke direkte fortæller andre, hvad der foregår, og desuden bliver mere og mere i tvivl om både sine egne følelser (f.eks. ved hun ikke, om hun bliver hun på grund af angst for hvad der kan ske, hvis hun forlader ham eller fordi der virkelig er noget kærlighed), så mister hun mere og mere sin realitetssans, sit netværk og en sund kontakt med sine egne følelser og grænser. Hendes personlighed skades i den jeg-funktion, man kalder realitetstestning.

Rollerne forstærker hinanden. Det bliver mere og mere umuligt for ham at slække på kontrollen (det føles farligt for ham) og mere og mere umuligt for hende at sætte grænser eller være vred (det føles farligt for hende):

Han:	Hun:
Vred, dominerende, kontrollerende, krævende	Forstående, hjælpende, udglattende, udholdende
Djævel, der intet tåler	Engel, der tåler alt
Bøddel	Offer /frelser

Hvis ingen af parterne får hjælp, kan det fortsætte i årevis. Måske er kvinden til sidst fuldstændig uden netværk.
Der kan ske forskelligt, hvis omgivelserne opdager at der er noget galt:
Både han og hun vil – af hver sine grunde – bortforklare og/eller skjule sandheden.
Vores opdragelse fortæller os, at vi ikke skal blande os i ”privatlivet”, derfor holder vi os tilbage.
Ligesom parret fornægter, hvad der sker, kan omgivelserne også gøre det. En meget menneskelig reaktion: ”Det kan ikke passe” ! ”Det kan ikke være så slemt”. Parrets egne bortforklaringer vil forstærke dette. Og omvendt.
Vi har også svært ved at se, hvad der egentlig sker, fordi vi slet ikke har erfaringer med, at noget sådant over hovedet kan foregå. Og parrets reaktioner gør det ikke nemmere. Vi er forvirrede. Vi vælger måske at tro på det, når han/hun/de begge forsikrer os om, at: ”Det er ikke noget”.

HVIS HUN VIRKELIG VIL FORLADE HAM
Har hun brug for øjeblikkelig og omfattende hjælp: Nogen at være hos, hvor hun er i sikkerhed.
Nogen til at hjælpe med alle de praktiske ting: Økonomi, kommune, børn, pakning af ejendele. Offentlige hjælpemuligheder osv.

Det vigtigste:
1: HENDES FLUGT SKAL HOLDES 100% HEMMELIG INDTIL HUN ER HELT I SIKKERHED
2: HUN SKAL HAVE DØGNVAGT=IKKE VÆRE ALENE 10 MINUTTER !
Hvis manden får nys om at hun vil forlade ham, så vil volden, kontrollen, overvågningen osv. optrappes. Husk: 80% af volden (og næsten alle mord) sker efter at hun allerede HAR forladt ham.
Politiet er ikke til nogen hjælp. Et tilhold koster ham kun få hundrede kroner at overtræde.
Hjælpen skal være, som den er på et krisecenter. Hun må ikke være alene om noget, f.eks. at hente børn i børnehaven. Alle i familie og vennekreds skal underrettes.

Nogle vigtige punkter:
LYT
Du skal være dreven for at opdage hvad der virkelig sker. Han skjuler det (og holder øje med hende). Hun fortrænger det (virker på overfladen normal).
Vi kan have svært ved at tro på en kvinde, der fortæller de forfærdeligste ting med et helt udtryksløst ansigt. Husk: Måske har hun været ÅR om at tage sig sammen til at lukke munden op ! Tro på ordene, selv om hun virker uanfægtet- det er ren beskyttelse af sig selv. Jo værre følelser og jo mere angst – jo mere vil hun undertrykke det og fortrænge det/stivne.
Hvis DU derimod viser DINE følelser – kan det måske hjælpe hende til at erkende, at DIN måde at reagere på er mere ”normal” end hendes (stivnen). Pres ikke – det kan tage lang tid. Hun har levet i et unormalt forhold, og har derfor ikke længere normale reaktioner.

BESKYT
En beskyttelse skal være 100%. Han må ikke vide hvor hun er- eller hun skal ikke være til at nå (som i krisecentrene). Du må aldrig nogensinde lukke ham ind i samme rum ! Du må aldrig foreslå, at ”de snakker om det” . Hun kan ikke tænke/mærke klart før efter mange måneder.  Nu da hun har gjort det, han mest frygtede – forladt ham – er han endnu mere rasende og afmægtig. Selv om du ikke kan se det på ham.

OVERTAG ANSVARET
En kvinde, der har valgt at forlade sin voldelige mand, er ofte i starten forvirret, er dødtræt, har modstridende følelser, er forstenet, kan slet ikke overskue, hvad der skal ske. Og hun er faktisk mere i fare nu end da hun boede sammen med ham. Hun har svært ved at have tillid til, at han ikke kan nå hende mere. Hendes beskyttelse har indtil nu været at berolige ham, gøre hvad hun troede, der skulle til for at undgå, at han igen blev voldelig. Hendes overlevelse har bogstaveligt været at sanse hans udtalte og uudtalte behov – og dække dem for at undgå vold eller ballade.
Kvinder, der har været i voldelige forhold er f.eks. ofte ekstremt gode til at aflæse kropssprog. Nu skal hun pludselig til at afgøre hvad der er godt for hende selv = En total kovendig, der IKKE kan ske på få dage.
Tjek om hun har brug for søvn, mad, praktiske ting. Tag over. Hun har måske klaret det utroligste i måneds/årevis – og har helt fortrængt sine egne behov. Det kan tage tid bare at kunne mærke sig selv igen.
Giv omsorg: Søvn, vand, mad, kaffe, praktisk hjælp. LAD HENDE IKKE ALENE NOGENSINDE.
Engager netværket: Jo flere, jo bedre. Uddeleger praktiske opgaver.

EKSEMPLER PÅ HVOR HJERNEVASKET EN NORMAL KVINDE KAN BLIVE:

Han har det dårligt, han har derfor ligget og sovet i sengen hele dagen.
På trods af pasning af 2 små børn fra tidlig morgen, tager hun sig af ham, da han vågner sent om aftenen. Hun lytter til ham og prøver at hjælpe ham i flere timer. På et tidspunkt sidder hun ret op og ned og falder i søvn. Hun bliver vækket af et knytnæveslag i ansigtet. Han er vred: ”Se hvor egoistisk du er. Jeg har det så dårligt, og du lægger dig bare til at sove”. Hun: Er chokeret, men overvejer alligevel hans anklage….. Er hun virkelig for egoistisk ?
Siden udvikler hun en teknik til at falde i dyb søvn på et par sekunder, at vågne op øjeblikkeligt og gå ud af kroppen i løbet af et sekund, så knytnæverne egentlig ikke rammer hende – men en uvirkelig anden person. Hun ved aldrig hvornår knytnæven kommer. Hun fortrænger oplevelsen totalt. Først 2 år efter rammer erindringen som et slag.

Han truer med at slå hende (og børnene) ihjel. Hun har den opfattelse, at han vil forfølge dem, uanset om hun kunne rejse til Australien. Og hun har ingen til at hjælpe sig med at komme af sted. Det er en umulig drøm. Hun ville altid være bange for at se hans ansigt i ruden, uanset hvor hun boede. Desuden er hun kun uden hans opsyn ganske kort tid i løbet af en dag. Hvordan skulle hun kunne ordne pas, pakke tøj til børnene og komme af sted uden at han opdagede det ? Alligevel tænker hun stadig på at hjælpe ham ved at skrive et brev til ham om, hvad han skal gøre for at hjælpe sig selv, NÅR han har slået hende ihjel. Hun kan selv se, at hendes tanker er forskruede. Men hun kan ingen udvej se. Hun tænker at den eneste udvej egentlig er at prøve at hjælpe ham til at få det bedre – så kan hun måske senere kan slippe væk uden at være bange for at blive slået ihjel.

Han er altid bange for, at hun vil afvise ham seksuelt (uanset hun bare er for træt). Derfor sover hun altid uden underbukser på. Hvis hun nu sov MED underbukser på, ville han måske tro, at hun var afvisende… og så kommer hans usikkerhed og derefter volden. Hendes handlig er egentlig logisk. Han ER mere tryg,  når hun sover uden underbukser på. Alligevel kan hun selv se det absurde i, at f.eks. skulle forklare en dommer dette: ”Jeg sov uden underbukser på, fordi jeg var bange for at blive voldtaget”.

Hun tør ikke flygte. Det er også hendes hus. Hvem skulle få ham ud fra hendes hus? Hun tænker faktisk på at gifte sig med ham, for så er der da trods alt nogen regler og love omkring skilsmisse. Og nogen, der vil hjælpe hende.
Hendes højeste ønske er at få ham til at flytte, derfor tænker hun på at gifte sig med ham …? !!.

Ud fra ovenstående eksempler, håber jeg at kunne give et billede af, hvor komplekst og forskruet et sådan forhold kan være, når det har stået på længe.

Når vi spørger os selv og hinanden: ”Hvorfor forlader hun ham ikke bare” ? Så er det fordi vi ikke forstår, hvordan det ser ud indefra. På en underlig forkvaklet måde er det jo på et plan sikrere for hende at blive. Og på en måde har hun jo ret: 80% af volden sker som sagt efter at kvinden er gået fra manden. Hun ved instinktivt at det er farligt at gå/forlade/afvise ham.

HVAD GØR MAN ?
Manden:
Skal have hjælp til at tage ansvar for sit eget liv. Det har han kunne undgå ved at give hende skylden for alt og/eller hun ordnede alt praktisk for dem begge. At hun er sød, hjælper ham og undskylder ham – er en bjørnetjeneste. Han bliver bare mere ansvarsløs af det. Han skal lære at kommunikere i stedet for at slå og manipulere. Have hjælp til at opbygge selvtillid og selvværdifølelse uden at det føles nødvendigt at ”udslette” en partners personlighed. Opbygge et støttende netværk, lære at tælle til 10.

Kvinden:
Skal have hjælp til at lære at sætte grænser, til at mærke egne følelser og ikke sætte andres velbefindende før sit eget.
En af grundene til at blive i forholdet – eller gå tilbage til det, kan være, at der som regel altid ER nogen fordele i det – selv om det umiddelbart kan virke helt fordrejet, fordelene kan f.eks. være:
Hun var altid den gode. Han var altid den onde. En rolle, hun kender, og som hun i dette forhold virkelig kan bruge.
Hun mærkede aldrig sin egen jalouxi, hans jalouxi overskyggede det hele.
Hun behøvede aldrig at være bange for at blive forladt. Han var afhængig af hende, villig til at overvåge, kontrollere, forfølge hende.
Han ville have HENDE ! med hud og hår. Til verdens ende ! Til døden ! En sådan intensitet har hun måske aldrig oplevet i et forhold før. Det kan nemt forveksles med kærlighed.
Al det ballade, han lavede, forhindrede hende måske i at mærke sine andre problemer. Der var simpelthen ikke plads til andet.
Det kan tage lang tid at erkende de (mærkværdige, forvredne) ”fordele”, der kan være ved at være i et voldeligt forhold. Men kommer man igennem det kan det være en dybt helende proces. Og den tager den tid, den tar.
Hvis kvinderne ikke kommer igennem en helingsproces, vil de erfaringsmæssigt ofte havne i endnu et voldeligt forhold.

OMGIVELSERNES REAKTIONER EFTER KATASTROFEN

1
Vi mister med et slag en del af vores grundlæggende tillid til verden. Det er chokerende i sig selv. Som at opleve et jordskælv, når vi altid har opfattet jorden som stabil. Vi har i hvert fald brug for at forstå HVORFOR det skete. I håb om, at vi da så i det mindste næste gang kan forudse det. Eller bare for at få en slags mening i galskaben. Vi har brug for mening. Meningsløshed er det værste, der findes. Død kan vi til nød acceptere, hvis vi forstår hvorfor (sygdom, alderdom), men meningsløs og pludselig død ?

2

Samtidig bliver der rørt ved alt muligt materiale hos os selv. Ting, vi måske har fortrængt. For min kæreste var det hans egen mors død (da hospitalet lavede fejl). For en veninde kom det op som et chock, at hun selv var tæt på at dø i Afrika, fordi hendes afrikanske mand ikke hjalp hende, da hun var syg. For mig selv var det både minder om mit eget voldelige forhold, men også da min eksmand fandt en myrdet kvinde i en skov, og da min søn blev udsat for mordtrusler fordi hans samlever havde begået selvmord.
De ”gamle” episoder, vi bærer rundt på, kommer nu op igen og kræver vores opmærksomhed. Derfor er  de 10 psykologtimer, man får hjælp til,  sjældent nok for de, der er tæt på – og slet ikke, hvis de selv har andre ubearbejdede oplevelser.

3
De nærmeste ransager sig selv: Kunne jeg have gjort noget ? Var der noget, jeg overså ? En naturlig reaktion. Det er skræmmende at forestille sig, at sådan noget bare sker ! Hvis man i stedet kan tro på/bilde sig selv ind, at man KUNNE have gjort noget, så er verden ikke helt så utryg, uforudsigelig og meningsløs. Vi fantaserer: Hvis bare….. Hvis bare ikke….. Hvis jeg nu….. Hvis han nu….. Hvis hun nu….så var det MÅSKE ikke sket !  Hverken vores skyldfølelse, vrede, sorg eller anråbelse af retfærdighed bringer nogen til live igen. Vi må erkende: Jeg kunne ikke gøre mere. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne ud fra det, jeg vidste.

Anne er død. hendes drabsmand er i fængsel. Det er sket, vi kan ikke spole tiden tilbage, hvor forfærdeligt det end er. Vi, der er berørt, lever videre med det, vi hver især sidder med bagefter.

Venner er ikke psykologer eller terapeuter, og kan ikke give proffessionel hjælp, men vi kan alle yde kærlighed og førstehjælp. At lytte og vise omsorg kan kun gøre gavn og ikke skade.

DE 3 REGLER FOR PSYKISK FØRSTEHJÆLP = HOLD KÆFT, HOLD AF OG HOLD OM !
Hold kæft= Lyt til dem, der har brug for at komme af med alle slags følelser, oplevelser, overvejelser. Både om det skete, men også de andre ting, der måske dukker op. Lad det tage den tid, det tager. Kom ikke med gode råd. Hold dine egne oplevelser tilbage.
Hold af = Vær nærværende. Tør at turde være sammen med den anden. Gør hvad der er brug for – praktisk, fysisk, psykisk. Måske er det at hente børnene, at tage opvasken, måske er det en skulder at græde ved eller at komme med middagsmaden, når den anden er ude af stand til at foretage sig noget. Kærlighed er ikke noget, vi siger, men noget vi gør.
Hold om = Giv den omsorg, der er brug for. Skab trygge omgivelser. Tilbyd en skulder at græde ved. Hold nysgerrige eller journalister på afstand. Ordn praktiske ting. Tilbyd et glas vand, mad, uforstyrret søvn.

Hvor traumatiseret, man bliver af en chokerende oplevelse, afhænger også af, hvilken måde vores krybdyrhjerne reagerer på. Det er værst for dem, der stivner eller lammer sig selv. Og mindst slemt for dem, der ”angriber” = Gør noget: Snakker, råber, græder, skriver, opsøger andre mennesker. Det hjælper også altid at give udtryk for følelser kropsligt: Råb og slå i en pude, hvis du er vred. Græd, råb, skrig. Chock skaber adrenalin – at give kropsligt udtryk neutraliserer noget af adrenalinen = den bliver brugt til noget = Noget af vejen til heling.

Mere viden:
Google på: Hustruvold, krybdyrhjerne, krisecentre, sorg.

Bøger at læse:
”Charmør og tyran”. ”Psykopater i jakkesæt”. ”I kærlighedens vold”.
Søg evt. også google eller biblioteket for andre bøger om hustruvold. Der er mange rigtig gode. Vælg kun selvoplevede beretninger. Ikke fiktion.

Kærlig hilsen Mette Lotus

Der gerne indtil 10. december står til rådighed på mail: mettelotus@gmail.com eller tlf. 2179 3526

This entry was posted on mandag, november 16th, 2009 at 23:34 and is filed under Kærlige minder. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.