Klinik, Abene i Senegal

Min “klinik”: 2 små borde og stole. En kuffert med ting til sår. En kande med saltvand, kasser med

medicin mærket: “Fordøjelse”, “tænder”, “penicilin”, “smerter”,“malaria”og “øjne, ører, hals”.
Medicinen er fra et hospice, et hospital, min egen læge, donationer fra private samt indkøb for U-kassens penge.
Desuden udskrifter fra nettet, blodsukker, – og blodtryksmålingsapparater. Samt min “bibel”: Where there is no
doctor. For der er jo hverken rigtige læger eller tandlæger her. “Lægerne” på klinikkerne er dårligt uddannede sygeplejersker eller jordemødre, nonner eller selvlærte.
Kære U-kasse
Tak for de 4000 kr. i støtte til min barfodsklinik i den lille fiskerlandsby Abene i Senegal. Pengene er brugt til:
 – Købt hjemmefra: Balloner til at undgå at børn, der behandles får “lægeskræk”.
 – Diabetesmedicin; hernede koster 1 dags forbrug 2 dages løn = det er umuligt for folk = de dør før eller siden.
 – Eugenol: Hovedbestanddelen i kryddernellikeolie. Et mirakelmiddel, der på 5 minutter gør de fleste
med tandpine smertefrie i 24 timer. Ofte forsvinder evt. betændelse også.
Indkøbt lokalt:
 – 2 slags malariamedicin. Nok til ca. 200 kure, hvilket normalt er,
hvad jeg udleverer på en vinter.
Desuden andet medicin købt lokalt, mest antibiotika, ormemidler og øjendråber.
Så er der også betalt penge til akuthjælp, dvs. folk, der ville blive handicappede hvis ikke de fik hjælp nu og her:
 – Transport og øjenoperation til 2 kvinder, hvis clamydia var gået på øjnene.
 – En dreng, der havde hugget et stykke af fingeren med en machete.
 – En mand med kæmpe bylder i ansigtet.
 – En betændt finger, der skulle amputeres.
 – En mand med blod i urinen til hospital.
 – En mand med hjerteproblemer til hospital.
Jeg fører journal over de 5-40 patienter, der kommer dagligt.
Oversættelser er ofte mit store problem. Der er 11 sprog her og nogen gange skal det igennem 2 oversættere. Oversætterne tror ofte, at
DE skal forstå det, der bliver sagt og så derefter forklare deres forståelse til mig. Tit bliver det ”God dag mand, økseskaft”.
Og tager rigtig lang tid. Feber bliver oversat til malaria. Smerter kan oversættes til “hot” og omvendt. “En stærk kop kaffe” (effektivt middel mod nogen slags migræne) bliver opfattet som: Kaffe uden sukker.
Tit synes folk, jeg er åndsvag med alle mine spørgsmål – Hvorfor giver jeg ikke bare 4 slags piller ligesom på klinikken? (hvor lønnen udelukkende kommer fra medicinsalget). Jeg har set recepter
på 8 (otte!) slags medicin – heraf 2 for malaria udskrevet fra et stort hospital i den største by her sydpå.
Til gengæld får folk en forklaring her hos mig (hvis jeg da kan regne ud hvad de fejler) og gratis eller billige anvisninger på, hvad de selv kan gøre. Tit handler det om helt dagligdags ting, f.eks. at drikke vand for at undgå forstoppelse eller at undgå orm ved at gå med sko, spise med ske og vaske hænder med sæbe efter toiletbesøg.
Det kan også være svært for os at forstå hvorfor folk ikke selv behandler en malaria når de nu har det så tit. Medicinen findes
jo lige henne om hjørnet på apoteket. Men dels har man ikke råd
– 35 kr. er 2 dages løn, hvis man ellers har arbejde. Dels håber man på, at det går over, hvilket det jo også ofte gør, enten fordi folks eget immunsystem klarer det eller fordi det er en af de milde malaria-former, der gemmer sig i leveren i lange perioder uden at give problemer. Dels er man vant til at overlade sygdomme til klinikkerne. Man venter ofte i håbet om at det går over og tager så på hospitalet når man efter en måneds tid er blevet virkelig syg.
Autoritetstroen er stor – som herhjemme for 100 år siden. Lægens, imamens, præstens og lærerens ord er lov. Også selv om man ikke forstår hvad de siger.
Jeg siger tak for donationen – I kan ikke forestille jer hvor stor en forskel det gør. Også, at jeg ikke skal spekulere på om jeg har råd eller ej. Jeg kan fortælle folk her, at det er 5-600 mennesker i Danmark, der er gået sammen om at betale og har tænkt kærligt på folk i denne lille landsby.
Kærlig hilsen Mette, Abene