|
Eleverne fra Grenaa Produktionsskole har nu været blandt
masaierne i Engutuk Oitii i det nordlige Tanzania godt en uge. Hverdagen
har indfundet sig og værkstederne er kommet godt fra start.
Hvad der for en uge siden ved første øjekast så ud til
at være en enorm, tør og ubeboelig slette, viser sig lidt efter lidt at
rumme et helt samfund. Spredt rundt omkring i landskabet ligger såkaldte
bomaer, der er tjørnehækomkransede pladser med tre-fire-fem huse, bygget
af de forhåndenværende materialer, grene, ler og komøg. Tjørnehækken
holder de vilde dyr ude.
På forunderlig vis falder bomaerne i eet med landskabet, så europæiske
øjne ikke umiddelbart ser dem.
Men nu hvor elever og lærere fra Grenaa Produktionsskole har været i
Engutuk Oitii i godt en uge, dukker et organiseret samfund langsomt
frem.
Et efter forholdene stort, lerklinet og firkantet hus viser sig at være
en kirke, hvor nogle af os var til gudstjeneste i søndags, og to murede
huse i nærheden indeholder den lokale børnehave, der i øvrigt låner to
af sine lokaler ud til skole.
Udlånet er kun midlertidigt, for bag kirken bliver en ny skole med
tilhørende lærerbolig bygget. Selv en lille kiosk, der i hvert fald
nogle gange har sodavand, men ellers bolcher, sukker, sæbe og sådan, er
kommet til syne.
Kioskindehaveren Luka hilser imødekommende på os, når vi gør holdt for
at købe en sodavand eller bare sige hej, men han har også god grund til
at være glad, for vi må hæve hans omsætning med flere hundrede procent.
Når vi færdes til fods i terrænet, møder vi den ene smilende masai efter
den anden, der hilser med håndtryk og spørger til vores velbefindende.
Når vi kører i den firehjulstrukne pick-up, som vi har lånt af det
lokale Mellemfolkeligt Samvirke, hilser vi til højre og venstre og
vinker til børnene, der kommer løbende for at kigge på de hvide i det
underlige tøj.
Vi vækker stadig opsigt og bliver kigget på, men alle i nærmiljøet, ved
hvem vi er og ikke mindst, hvorfor vi er her, hvilket skaber en rar
atmosfære med plads til fælles morskab over vores forskelligheder.
En piercet tunge på en dansk pige vækker forundring og latter og en
tatoveret drage på en overarm får børnene til at spærre øjnene op.
Masaiernes kronragede hoveder, deres meget store huller i ørerne, deres
perlesmykker, farvestrålende klædedragt og deres specielle lugt, kan
stadig undre en dansker, der ikke tidligere har været længere væk end
København.
Det er i sandhed to verdener, der mødes På "Den Store Gule Slette", som
masaierne kalder området, hvor vi bor.
Nu hvor teltene er stillet op, værkstederne er i gang og madlavning og
vandhentning lagt i rammer, har en hverdag taget form.
Vi går tidligt i seng, for vi står tidligt op. Morgenmadsholdet starter
ved solopgang klok-ken 6, og en time senere vækkes vi andre, så vi kan
nå at vaske den afrikanske søvn ud af øjnene inden den fælles morgenmad
klokken 7:30. Den består af brod stegt i olie, syltetøj, honning og
jordnøddesmør og sommetider ananas, banan eller mango. Vi spi-ser altid
samlet og mens den varme te eller kaffe slubres indenbords i de
medbragte krus, udstikkes dagens sidste retningslinier.
Når klokken er 8 - inden heden bliver alt for trykkende - går de fire
grupper til hvert sit projekt: børnehave, systue, majsmølle og pc.
Mens vi er på arbejde, laver vores nye, afrikanske venner Cecilia,
Stella, Paulina og Erta frokost til os over bål, så maden er klar, når
vi kommer hjem fra værksetederne ved to-tiden. Det kan være ris og
gedekød i en let krydret sovs, eller det kan være madba-naner med
grøntsagsstuvning, brune bønner med chapati eller lignende.
Eftermiddagen er fri til egne gøremaal i form af gåtur, brevskrivning,
dagbog, bad, spil, snuppe en lur eller hænge ud ved bålpladsen med
kammeraterne.
Noget af det eneste faste på eftermiddagsprogrammet er afhentning af
vand ved vand-stedet små to kilometer væk. En blå 200-liters tønde
surres fast på ladet af pick-up'en, der i adstadigt tempo tøffer hen
over den bulede jord, passerer et par vandløb uden en dråbe vand i,
skrumpler over 1000 lavasten for endelig at komme frem til masaiernes
vandforsyning. Hvis nogle skal have vasket tøj, er det også her det
foregår.
Aftensmaden laver vi selv på skift, og er vi heldige er den klar inden
solen går ned omkring klokken 19. Men ellers har vi to store
flagermuslygter, vi sætter på bordet, så vi kan se, hvad vi spiser.
Ulempen ved lyset er, at det tiltrækker insekter af varierende
størrelse, så man aldrig er helt sikker på, om det, der knaser, er noget
der hører maden til, er støv eller et uidentificeret flyvende objekt.
Efter maden, mens madholdet vasker op, fordøjes dagens indtryk ved
bålet, der rummer plads til en stigende fællesskabsfølelse, latter og
popcorn.
Vi undgår selvfølgelig ikke konflikter, for vi er sammen på godt og ondt
i en meget stor del af døgnets 24 timer, og vi er de eneste, der
forstår, hvad vi siger.
Men flere af de unge nævner alligevel følelsen af kammeratskab og
samvær, når de bliver spurgt, hvad de synes om Afrika, selv om både
fattigdom og anderledes madvaner gør indtryk.
"Jeg kan godt lide at være her. Det er primitivt, men ikke på en negativ
måde. Og så kommer vi hinanden meget mere ved her. Man sætter sig ikke
bare ved en pc som derhjemme", siger en af de unge.
En anden tilføjer:
"Jeg synes, vi har det rigtig godt med hinanden, alle snakker med alle
og der er ingen kliker, som der godt kan være noget af hjemme. Men den
største overraskelse er, at maden smager så godt, som den gør."
Lørdag er der marked i den nærliggende by Oldonoy Sambu. På et område på
størrelse med en fodboldbane eller to, snakker, hvisker, råber, sælger,
køber, kigger, griner og skændes flere hundrede masaier og andre
afrikanere samt nogle få danskere. Masaierne er klædt i de
karakteristiske røde og blå stykker stof, de har viklet om kroppen, og
på fødderne har de sandaler lavet af gamle bildæk.
Ved et blåt skur sidder en kvinde og blunder. På jorden foran hende
ligger en avisside, hvor tre bunker kartofler sirligt er stablet op. Ved
siden af hende sidder en anden kvinde med dagens indkøb stikkende op af
kurven, hun har stående mellem benene. Kanten af en blå plastictallerken
stikker op. Lige over for, under et af markedspladsens få træer, er ti
masaikvinder samlet og diskuterer ivrigt et eller andet. En mand med
rastahue går forbi bærende på fire paraplyer og en stor gryde. Små
drenge i laset tøj og snotnæser sælger tynde blå plasticposer og tigger
penge samtidig. I hvert fald af os. Hver gang de tager et skridt,
hvirvles støvet op, for her er tort og varmt, men trods den lammende
hede har flere af afrikanerne vinterjakke på.
På stativer, der står spredt ud over pladsen, hænger perle- og
metalarmbånd, solbriller, fingerringe, hårspænder med videre, mens en
sælger ivrigt forsøger at overbevise de forbipasserende om, at her er
der smykker af solid kvalitet.
En lille dreng skubber en kæmpe trillebør af træ, på hvis lad, der
ligger en sæk kartofler, der er større end drengen selv. En afrikaner
med blå skjorte, slips, pressefolder i bukserne og mobiltelefon for øret
falder helt udenfor. Hvordan han overhovedet kan høre noget i larmen,
står hen i det uvisse, for to generatorer sender trykbølger af støj fra
sig, mens de driver et par majsmøller.
Flere steder står æsler og mediterer over livet, bundet med snor i
bagbenene, så de ikke kan gå. Geder bliver modvilligt - uanset hvad vej
de skal - trukket og skubbet af svedende drenge.
Vi har delt os i to grupper for ikke at være for iøjenfaldende, men vi
kunne vist have sparet os besværet. Alle steder, hvor vi stopper op for
at handle eller bare kigge nærmere på en vare, stimler afrikanere sammen
om os og kigger forundrede på piercinger, tatoveringer, fodtøj,
påklædning, frisurer og solhatte.
En af vores piger køber et "guldur" til omkring 25 danske kroner og
undres lidt over, at det ikke dur, efter hun har stillet på det. Andre
køber ind, som var det sidste gang i livet, de fik lov at bruge penge,
men så er alle gaver og souvenirs da på plads.
I det lokale tehus køber vi om eftermiddagen chapati med æggekage og
chai. Så er der lige en såkaldt seniorrunde på markedet, hvor enhver kan
købe det, de glemte i første omgang, og så er det ellers hjem og beundre
indkøb, se på pengebeholdning og slappe af i stor stil.
Vi har det herligt.
|
