En introduktion til
Bujora kulturcenter i Mwanza, Tanzania.

Ved Nyanza (Victoria)-søens sydlige bred 18 km øst for Mwanza ligger en samling bygninger, tidligere kaldt Sukuma Museum og nu, kendt som Bujora Cultural Center (BCC).
Bygningerne indeholder udstillinger af genstande og information om livsstil og traditioner hos Sukumafolket der er Tanzania´s folkerigeste etniske gruppe omfattende næsten 3½ millioner mennesker. Museets formål er at bevare og sprede viden om den afrikanske kultur.
I 1954 inspirerede Mwanza´s daværende Biskop Joseph Blomjous den katolske præst fader Davis Clement til at forene kristen og afrikansk symbolik. Dette begyndte med oversættelse af eksisterende hymner og messer til lokalt sprog, og ved at benytte lokale melodier og rytmer.
Dette ledte videre til komposition og opførelse af bibelske teaterspil, der nød så stor tilslutning blandt Sukumaerne at sangkoret stiftede sin egen forening med navnet St. Cecilia (sangens helgeninde).
I 1961 dannede medlemmer af St. Cecilia danseselskabet i samråd med fader D. Clement en særlig undersøgelses komité. Man begyndte at indsamle viden om specifikke træer og planters rolle i den lokale befolknings medicin- og deres helbredelsesmetoder. Dette ledte desuden til indsamling og bevarelse af genstande der oprindeligt indgik i Sukumaernes traditioner, men som gradvist mistede folks interesse. Blandt disse kan nævnes de kongelige regalier og -trommer der i takt med indskrænkelse af kongernes beføjelser stod ubrugte hen i landsbyerne.
Fra indsamling af genstande til medicinske og religiøse formål, bredte ideen sig efterhånden til at omfatte alle aspekter af den afrikanske kultur. Bygningerne blev rejst for at skabe plads til at bevare og udstille disse genstande, og således blev Bujora kulturcenter skabt.

Nuværende opbygning:
Bujora kirke, indviet i 1958, er formgivet efter Sukumaernes runde huse (msonge). Kirkerummets interiør er præget af Sukuma-traditionens redskaber og symboler.
Sukuma beboelseshus, omfattende husholdningsredskaber af historisk værdi.
Kongepavillionen, hvor genstande og trommer med tilknytning til forskellige Sukumakongers virke er udstillede.
Jernsmedenes hus, der indeholder værktøj og eksempler der viser de gamle jernsmelteres kunst.
Dansenes hus, forbeholdt de to store, stadigt aktivt fungerende selskaber af Sukumadansere "Bagika"og "Bagalu" -sammenslutningerne, der repræsenterer arbejdsstyrken og dennes organisatoriske kræfter i Sukumasamfundet.
Håndværks skole, hvis hovedformål det er at bevare og videreudvikle traditionelle kunsthåndværk til en produktion der kan dække nutidens og fremtidens behov. Undervisningen prioriterer højt fremstillingen af ting der ellers er på vej til at udgå af brug. I værkstederne undervises i både moderne og traditionelle færdigheder indenfor følgende emner:
Traditionelt pottemageri og keramikfremstilling.
Jernsmedning og svejsning.
Tømring og træskæreri.
Bomulds vævning og syning.
Billed og skiltemaling.
Af uundgåelige grunde har skolens træningsprogram været stillet i bero. Skolen genåbner i November 1994.
Praktiserende helbrederes pavillon, der indeholder mange udstillede genstande med tilknytning til traditionelle medicinkyndiges praksis.
Den Afrikanske klinik, hvor man undersøger muligheder for at højne helbredsniveauet ved at integrere traditionelle helbredelsesmetoder og moderne medicin.
Handlingsplan for den Afrikanske klinik:
Etablering af "Afrikansk klinik" kombineret med moderne medicin.
Videreudvikling og udvidelse af den allerede eksisterende botaniske have med medicinholdige planter og træer.
Foretage undersøgelser og dokumentation af traditionel medicin og helbredelsesmetoder.
Sukuma Arkiverne & Undersøgelseskomiteen, der koordinerer indsamlingen af data og trænger dybere ind i Sukumaernes traditionelle sæder og skikke ved at studere f.eks. naturmedicin, fortællinger og historiske steder o.s.v. Bogpublikationer forefindes.
Dansetrup, hvis aktiviteter er på sit højeste i Maj, Juni og Juli måned omkring årets høst-dansefester. Resten af året arrangeres lejlighedsvis optrædener med Bugobogobo-dyrkningsdanse, Bunungule-hulepindsvinedans og Buyeye-slangedans.
Bujora kursus center, der med en kapacitet på indtil 40 personer tilbyder kost & logi til forskellige organisationers kurser.

Yderligere aktiviteter: (International kulturudveksling).
Siden 1983 har Danske sportsorganisationers sammenslutning D.G.I. haft en livlig international kulturudveksling med Bujora Kulturcenter. Mindre grupper på 4-6 personer inviteres til en måneds besøg hvor man bor hos familier. Formålet er at lære hinandens kulturforskelle og -ligheder at kende, få større kendskab til Dansk/Tanzaniansk kultur og udvikling, for derigennem at forstå og føle at vi alle er mennesker i den samme verden.
Utamaduni Workshop. Et introduktionskursus i Sukumahistorie, sang, dans og trommer som afholdes hvert år i Juni måned, i samarbejde med Utamaduni Dance Troupe. Lokale dansekulturpersonligheder udbreder deres kunnen for deltagere fra Skandinavien og andre Europæiske lande.
Ungdoms-arbejdslejr. Et projekt hvor unge opholder sig på Bujora og lærer mange sider af egnens folk at kende, i arbejde, fritid og fest. Arbejdslejr arrangeres af Mellemfolkeligt Samvirke MS. Danske sportsorganisationer D.G.I. og St. Cecilia-selskabet.
Organisering. Den økonomiske hjælp og støtte til Bujora er fra Danmark gået igennem "U-landsfonden af 1962". Mellemfolkeligt Samvirke MS har siden 1976 bidraget med teknologisk og administrativ støtte i form af danske udsendte medarbejdere.
Følgende personer har været udsendte af MS på Bujora. Deres uforbeholdne deltagelse og samarbejde vil aldrig blive glemt på centret.

Sukuma tradition
Landsbyliv: Sukumaerne lever hovedsageligt af agerbrug omkring Viktoriasøens sydøstlige bred, hvor jorden er frugtbar langt ind i landet. Kvæghold hører også til Sukumaernes livsstil, men da man er fastboende bønder kan forholdene ikke sidestilles med kvægnomadernes, Masaifolket, som er Sukumaernes naboer langt inde i landets tørre savanne og buskområder mod øst.
Sukumalandsbyen er et velordnet lille samfund. Jorden er det absolut vigtigste for familiens leder faderen. Agerjordens fordeling varetages af landsbyhøvdingen, Ng'wanangwa. Landsbyens Ng'wanangwa er en ældre person , der igennem god opførsel og mental styrke har vundet indflydelse som leder for landsbyens beboere. Høvdingens hjælpere er landsbyens andre ældre og gamle -Banamhala. Dette landsbyråd af ældre stiller deres erfaring til rådighed i tilfælde af problemer, og er således landsbyens uofficielle retsinstans.
Storfamilien er Sukumaernes stabile holdepunkt og rammen om denne er bopladsen, der på Sukumasprog kaldes Kaya. Bostedets runde plads er altid omkranset af en uigennemtrængelig højere eller lavere hæk af mælkeholdige "Manala" Euphobiatræer og tornebuske.
Familiens leder forsørger, foruden sine gamle forældre, fra een til fem hustruer og deres børn. Kvinderne og pigerne arbejder i og omkring selve Kaya'en med alt det huslige, dyrkning, maling af mel, hentning af vand, vask af børn og klæder, indsamling af brænde, madlavning o.s.v.
Unge børn: Især drenge har til opgave at passe familiens geder får og eventuelle køer. Når de unge er modne til ægteskab knyttes to familier sammen ved at den unge mands familie giver pigens familie kvæg som medgift (Bukwi), som kompensation fordi hun flytter til den unge mands familie. På denne måde forøges begge familier samtidigt.
Sikkerhed og social assistance varetages af "Kisumba'en" de unge ugifte, der danner arbejdsfællesskaber som opdyrker og tilplanter marker mod betaling i form af penge, hirseøl, mad eller kvæg.
Ægteskab: Når en søn når den giftefærdige alder 20-25 år, beder faderen ham om at bygge et hus. Når sønnen har udført denne opgave tager faderen dette som et tegn på at hans søn er både lydig og moden nok til gifte sig og vil kunne accepteres som svigersøn i en anden familie.
Opgaven med at finde en god partner til sønnen vil faderen altid meget gerne, om ikke egenhændigt styre så dog, tage stor og ivrig del i. Fra tid til anden vil han under forskellige påskud besøge den kommende bruds bosted for i al hemmelighed at undersøge om hun har den ønskede gode karakter, omdømme og opførsel. Angående opførsel bedømmes hendes seksuelle vaner og hendes evner til at udføre alle de huslige opgaver, og til at føde og opdrage børn. Hvis faderen finder den udkårnes opførsel uacceptabel, vil han fraråde ægteskabet og forsøge at hjælpe sønnen til et bedre valg af hustru.
Ægteskabet finder ikke sted før brudens familie har modtaget de aftalte stykker kvæg i medgift (Bukwi). Brudegaven består almindeligvis af mellem 15 og 40 køer og/eller geder.
Graviditet der forekommer før det offentlige traditionelle bryllup vil blive betragtet som symbolsk prostituering og er en skam for pigen og hendes forældre, der vil forsøge at skjule det for omverdenen med alle midler (provokeret abort).
Et barn født udenfor ægteskab vil bære navne som f.eks. "Lyana lya mu-masaka"(busk unge), "Shidutu" (buskads unge) eller "Mapanda" (gangstier).
Sukuma afgrøder: Hirse dyrkes til mel og ølbrygning, og det samme gør majs. Sammen med søde kartofler og casava (yams-rødder) udgør de Sukumaernes vigtigste føde.
Den anden gruppe af afgrøder, bomuld, ris, sukkerrør, tomater, bananer og grøntsager dyrkes mest med henblik på salg, for at få penge til tøj og andre fornødenheder.