Kategori: Mwaka Huu 2011

Indlæg/artikler fra årsmagasinet Mwaka Huu 2011

Mwaka Huu 2011

Klik for at læse som ‘bladre PDF’

Læs videre!

• Tjek andre artikler fra Mwaka Huu 2020:

  • • Årsberetning for u-kassen 2019

      Et stille men produktivt år…. I ukassen har 2019 været forholdsvist stille. Vi har i årets løb modtaget i alt 8 ansøgninger om støtte til i alt 40.000 kr. Alle ansøgninger har fået bevilget støtte for i alt 24.260 kr. Dvs. ikke alle har modtaget det fulde ansøgte beløb. Det skyldes i høj grad, at vi, sammen med vurderingsudvalgene på hhv. generalforsamlingen og til evalueringsmødet i løbet af året, har været enige om, at alle projekter var værdige og gode, men samtidigt havde ukassen ikke de nødvendige midler til at tildele fuld støtte til alle. På den administrative front arbejder vi fortsat med at forenkle og strukturere ukassearbejdet, så vi får sat tingene i system, og dermed får et bedre overblik der gør arbejdet lettere. Vi arbejder blandt andet på et tiltag om faste datoer for ansøgninger og beretninger. deadlines for ansøgninger og beretning. Ofte savner vi den gode historie fra alle de fantastiske projekter, der sættes i søen hvert år, og som vi gladeligt støtter. Det er sådan, at alle der modtager støtte fra ukassen forpligter sig til at bidrage med en såkaldt beretning. Denne beretning bruges blandt andet til årsmagasinet Mwaka Huu. I ukassen bruger vi desuden beretningen til at sikre os, at der kommer noget ud af den støtte, vi uddeler. At projekterne fuldføres. Vi stoler på jer! Det er blandt andet derfor, at vi udbetaler pengene på forhånd. Derfor regner vi selvfølgelig også med, at I selv sørger for at få indsendt jeres beretninger til tiden – og gør jer umage med dem. Som nævnt ovenfor har vi besluttet at ansøgninger samt beretninger skal indsendes på faste datoer med forhåbninger om at det vil gøre det lettere for jer! Vi glæder os til at dele flere penge ud i fremtiden og læse om alle jeres fantastiske projekter i både øst og vest. Det er utrolig dejligt, at vores lille forening hvert år kan støtte så mange vigtige projekter. Tak for jeres engagement i Afrika. Vi holder vejret i fællesskab, tisser i haven på afstand og må lade tiden vise hvornår vi igen har mulighed for at dele penge ud til alle jeres gode projekter. Kærlig hilsen Louise, Ida & Tine... Læs mere...
    • Daycare i Nungua, Ghana

      De forrige år har vi også fået støtte fra Ukassen til vores Daycare i Nungua, hvor min veninde Perpetual Akoto og hendes familie bor i et 2 etagers stort hus og stor have til, hvor Daycare er. Familien bor i underetagen og gæster bor på 1. sal. Stedet blev opført i 2000 og siden da har der været så mange gæster: Praktikelever og frivillige på et nærliggende Børnehjem, tromme- dansestuderende enkeltvis og i grupper, og bare gæster, som nyder at være sammen med familien, bader i Atlanterhavet, som ligger forenden af haven og nyder ghanesiske liv. Everlasting Daycare er åbnet i august og i normale tider er der 15 børn, der er kapacitet til 20 børn. Vi har sponsorstøtte til selve daycare og til nogle af børnene. Der er 2 pædagoger og en madmor, som gerne skal have en acceptabel løn (ca.600 kr.) Forældrene kan kun give en lille andel, men det rækker ingen steder, så vi søger flere sponsorer. Stedet er attraktivt, fordi der er have, sandkasse og vi har skaffet en masse legetøj mm. i Ghana begynder børnene at lære tal og bogstaver allered i Daycare. Vores ide er at pædagogikken skal inspireres så meget som muligt af dansk pædagogik, og en masse leg sang, dans og musik, men vi kan ikke undgå indlæring af tal og bogstaver Vi søger frivillige til stedet, så har nogen interesse skriv til mig, man kan altid komme derned, få et dejligt værelse med udsigt til Atlanterhavet og blive en del af familiens daglige liv. For øvrigt havde vi 15 studerende i 3 uger fra Jydsk Musikkonservatorie omkring jul, et meget vellykket ophold, læs evt. om det på www.afrikanskdans.dk. Ghana er et ret frit og trygt land, de er gæstfrie og muntre og fattigdommen er ikke så ekstrem, familierne er gode til at hjælpe hinanden. Uddannelse er i højt prioriteret og i denne coronatid er de ansvarlige. Se mere på www.afrikanskdans.dk Elisabeth Lange, info@afrikanskdans.dk Igen mange tak for støtten... Læs mere...
    • Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem

      Vold mod kvinder er (stadig) et stort problem i Tanzania. I 1997 blev det forbudt i Danmark at slå sine børn. Forslaget blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget.   Sammen med Siff, der fungerede som tolk, var jeg i september 2019 to uger på Bujora i Tanzania for at undersøge, hvor udbredt vold mod kvinder er dér. På forhånd havde vi researchet i ugevis og vi havde lavet en aftale med en kvinde om et interview. Mens vi var der, henvendte flere kvinder sig og bad os lytte til deres historier, ligesom vi selv opsøgte tre mænd for at høre deres versioner. Turen blev betalt Udenrigsministeriets Oplysningsfond.   Hver for sig var møderne med de voldsramte kvinder (og faktisk også de voldsudøvende mænd) en åbning ind i et andet menneske, en rejse til en bølge af vold som livsvilkår. Knytnæveslag, prygl med kæppe, voldtægter, kvælertag, så det sortner for øjne og ører, men også umådelig gæstfrihed, latter, hjertevarme og kærlighed. Historierne fremkalder kvalme hos lytteren, aktiverer tæt på tårer og en næsten uimodståelig trang til at holde om den, der fortæller.   Vi befinder os i en rund hytte med stråtag. På en halvanden mands-seng med en ujævn madras sidder Alika og tolken ved siden af hinanden, og det lyserøde myggenet, der om natten forebygger malaria, er bundet op i en knude bag dem, så de to kvinder ikke kommer i karambolage med det. På en vakkelvorn træstol, der klamrer sig til det grå cementgulv, lytter jeg til Alika, som er årsagen til, at vi befinder os i samme rum lige nu. Afbrudt af lange pauser, men stadig opsat på at fortsætte, fortæller hun i roligt tempo sin historie om gennem de sidste 15 år at være offer for voldelige ægtemænd. Om skænderierne, ydmygelserne og knytnæveslagene, i ansigtet, på brysterne, i maven, ryggen, benene, alle steder. Om tæsk med en kæp – i soveværelset, i stuen foran børnene og udenfor huset, så alle kunne se det. Om kravene om sex efter at være blevet banket, om at blive bundet til sengen og blive voldtaget. Og om utroskab, hvor manden kom hjem med bidemærker på læben, som havde han ladet lidt af sin læbe blive hos den anden kvinde. Til en midnatsmesse i påsken omkring år 2004, hvor Alika er midt i tyverne og synger i kirkens kor, kommer hendes eksmand nummer to til kirken, fordi han vil have nøglen til deres hus, men også vil have, at Alika går med hjem; hun må ikke blive sammen med de andre.   – Klokken var omkring 22, og det var fuldmåne udenfor. Han var sulten, så da vi kom hjem, begyndte jeg at lave mad, men han ville hele tiden diskutere. Hvis jeg sagde noget, slog han mig. Han spiste, talte grimt og slog med knytnæver og sparkede, fortæller Alika stille. I sin brandert er eksmand nummer to overbevist om, at Alika har en anden mand – eller flere – og påstår, at han har hørt sladder om det. Det får ham til at gå amok. Efter at have slået med knytnæver begynder han at nikke hende skaller og bliver ved så længe, at Alika besvimer. Nærmest unødvendigt tilføjer hun: – Jeg hævede rigtig meget op i ansigtet. Alika får ikke kun tæsk. Både eksmand nummer to og eksmand nummer tre tager, hvad de opfatter som deres ret som mænd, når de føler for det. Helt uden skelen til, hvad Alika måtte have lyst til. Hun taler på en stor del af sukumakvindernes vegne, når hun stille konstaterer: – Jeg sagde nej flere gange. Så bandt han mig med nogle stykker tøj, så han kunne få, hvad han ville have.  Hvis en kvinde siger nej til en mand, så vanker der tæsk, og så bliver man bundet bagefter. Sådan er det.   Hændervridende og med blanke øjne, sved på overlæben og nøgtern, stille stemme beretter en 40-årig kvinde om 14 års voldshelvede, der først stopper, da hendes far dør, fordi han var modstander af skilsmisser. Systematisk blev hun med knytnæveslag i ansigtet hver uge gennembanket foran de tre børn af en jaloux mand, der påstod at elske hende, men i en nærliggende landsby havde en anden kvinde, som han brugte så mange af sine penge på, at der ikke var råd til mad til den voldsramte hustru og deres tre børn. Manden har selv fået tæsk som barn, fået vold ind som en naturlig del af kulturen, og når vi har spurgt mændene, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.   Kvinder i Tanzania, der får tæsk af deres partner, er ikke fuldstændig retsløse, selv om grundloven ikke egentlig forbyder vold mod kvinder. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, men visse kvindegrupper i landet indvender, at hvis handlingerne er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende? Ægteskabsloven er til gengæld ret klar og erklærer, at ingen person har ret til at pålægge hans eller hendes ægtefælle korporlig afstraffelse. Alligevel konstaterer en nyligt udgivet rapport om partnervold blandt andet, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab, og at kvinder i undersøgelsen på grund af gældende samfundsnormer forventede og endda accepterede vold. Rapporten skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.   Regeringen har formelt erkendt problemet, og politiet tog i maj 2009 initiativ til at oprette særlige afdelinger (såkaldte GCD’er) på landets politistationer, hvor kvinder udsat for vold kan henvende sig og få hjælp af specialuddannede betjente. Det går ikke stærkt med at få afdelingerne oprettet, men det går fremad. Sidst i november 2019 åbnede otte nye afdelinger i forbindelse med årets ”International Day for the Elimination of Violence Against Women”. Der er hårdt brug for dem. Undersøgelsen ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, men at der er overraskende stor forskel på voldsudøvelsen blandt Tanzanias 26 regioner. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold begået af ægtemand eller partner. Hvor de interviewede i denne artikel bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Og det er han desværre ofte. Så otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold – blandt andet som følge af mændenes indtag af alkohol.   Vi har været hele følelsesregisteret igennem flere gange, tolken og jeg. Begge mærket af voldsramte liv i en ekstrem fattigdom, der ikke levner meget håb om snarlig bedring. – Vil du hjælpe mig med en skoletaske og et nyt hus? skrev en 14-årig pige til mig i et brev. Hun har set sin mor blive gennembanket mange gange og ender sandsynligvis selv i et voldeligt ægteskab. Lige nu var hun vist bare træt af sin fattigdom og så i den hvide mand forgæves en mulighed for et bedre liv.   Vi sidder på gule plasticstole ved et gult rundt bord på en gul café overfor lufthavnen i Mwanza og venter på vores fly hjem. Jeg er træt. Af uafbrudt opmærksomhed på mine omgivelser, nye indtryk, nye mennesker, utallige møder, for lidt og for dårlig nattesøvn, elendigt internet og konstant ændrede planer fordi Afrika. Tolken spiser morgenmad, chipsi mayai, der som møblerne er gult. Jeg spiste chapati i landsbyen og er ikke sulten. – Hvordan har du det? spørger Siff, og jeg må vende ansigtet bort. Jeg er for blød til det her, for gammel, for sentimental, for træt. Det er som om Tanzania skræller et lag af forsvaret og lader sit nærvær, sin råhed, hjertevarme, desperation, livsglæde, fattigdom, livsvilje og korruption trænge ind bag paraderne. Tanzania går i blodet som en bakterie, en umulig kærlighed. – Jeg er ked af det, svarer jeg, mens en længsel efter noget, jeg ikke ved, hvad er, flyder ud af mine øjne.   Tag ikke fejl. Nogle af mit voksne livs bedste oplevelser har jeg haft i Tanzania. Min første tur til Bujora på warsha i vistnok 2017 var en kæmpegave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, og også de efterfølgende ture har været oplevelsesmæssige foræringer, jeg kun nødigt ville være foruden. Tænk på godt og ondt at få indblik i et så fremmed lands kultur! Det har været stort. Og alle mønter har som bekendt to sider.... Læs mere...
    • Stor glæde hos Maisha Furaha Theatre Group

      Kære Utamaduni kulturforening. Allerførst undskyld for at det tog så lang tid. Det skyldes personlige årsager. Før vi startede blev det klart for os at toilet og bad var det vigtigste. Så det har vi bygget. Jeg har ikke lavet et rigtigt regnskab. Før start kunne jeg se at pengene nok lige rakte. Evt kunne jeg selv skyde lidt i. Så jeg har holdt styr på pengene, men ikke skrevet ned i detaljer. En del gik til toiletbrønd m opmuring indeni og støbning over. Toilet div rør cement mursten plader tømmer sand granitskærver store sten jernrør til støbning 2 døre m tilbehør arbejdsløn m.m. Maisha Furaha Theatre Group er meget glade for at de nu har toilet og bad. Fremadrettet vil de arbejde på at bygge videre. Deres formand er John Dismas som er en af kulturgæsterne i år. Han kan evt berette personligt om forløbet. Jeg takker for tilliden. Ole Miller ANSØGNING OM STØTTE TIL MAISHA FURAHA THEATRE GROUP Ole Miller søger på vegne af Maisha Furaha Theatre Group v. John Dismas 4.000kr til færdiggørelse af et kulturcenter i Ingeye (kisesa). Der søges om støtte til færdiggørelse af bygning til kulturelle aktiviteter. Maisha Furaha Group har købt en grund i Ingeye (se bilag) og påbegyndt bygningen af et kulturhus. Dette har de gjort for egne sammensparede midler. Maisha Furaha group har eksisteret siden 2006 og blev officielt registreret somgruppe i 2011. (se bilag) De har udøvet deres kulturelle aktiviteter hos et medlem af gruppen i Kisesa. (Mazigo) Dette gav problemer indimellem med naboer og med Mazigo. Derfor købte de grunden i Ingeye i 2016 og påbegyndte at bygge i 2017. De har bygget et rum og vil gerne udvide med to rum så der både er plads til trommer pythonslanger og møder. Jeg har været der flere gange og set stedet. BUDGET: cement ca 200.000sh + mursten ca 350.000sh +  tagplader ca 150.000sh + tømmer til tag ca 200.000sh + metaldør ca 70.000sh + to vinduer ca 80.000sh + maling ca 50.000sh + moram (lersand) til planering af danseplads ca 100.000sh + transport af materialer ca 50.000sh. IALT ca 1.250.000sh, svarer til 4.000 DKK. Med venlig utamadunihilsen Ole Miller (kontaktperson og økonomiansvarlig)   Ukassen har støttet dette projekt med 4.000,- kr.... Læs mere...
  • • CORONA • Covid19 • AFLYST LEJR!

      Kære dejlige venner Det er med sindsygt tunge hjerter og ondt i maven, at vi i bestyrelsen må meddele jer, at Utamadunilejr 2020 er aflyst. Vi har været i tæt kontakt via mange online bestyrelsesmøder i løbet af de sidste fem uger og har haft mange diskussioner frem og tilbage ift. afholdelse af vores elskede lejr. Vi har også kigget med på især Facebook, hvor vi har læst og overvejet jeres mange kommentarer og ideer. Vi har desuden lagt os i selen for at udtænke kreative og alternative måder at afholde en slags lejr på. Desværre ser det ud til, at det på nuværende tidspunkt ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde en lejr i juli. Vi ved godt, at situationen ændrer sig hurtigt. For en måned siden var situationen en helt anden, end den er lige nu. Og i juli kommer den formentlig også til at være helt anderledes. Ikke desto mindre er det netop nu, at forberedelserne til årets lejr ville være gået i gang og især nu, at de tunge økonomiske poster bliver igangsat. Vi, som forening, har simpelthen ikke råd til at have de udlæg, hvis vi i juli finder ud af, at lejren ikke kan afholdes i henhold til loven og sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi ville i øvrigt heller ikke kunne bære at afholde en mindre lejr i kærligheden og glædens navn og så senere finde ud af, at en eller flere mennesker var blevet smittet med CoVid-19 under forlejr, lejr eller baglejr. Vi er derfor nået til den tunge beslutning, at Keramikgården og området omkring Ramten Skov, i år ikke vil komme til at genlyde af en Utamadunilejr fyldt med glade, kærlige, larmende, kreative og fantastiske mennesker. Hvis I har spørgsmål, vil vi som altid henvise til at skrive til os, enten her på Facebook eller på bestyrelsen@utamaduni.dk. Vi ved, at det her er en rigtig tung meddelelse for mange at få. Den er i hvert fald meget tung for os. Vi vil gerne opfordre til at bruge hinanden herinde – lad endelig snakken flyde med gode tanker og ideer. Vi vil også meget gerne opfordre til at holde en god tone og huske på kærligheden til lejren, Afrika, den lækre mad, de dejlige mennesker, hvoraf mange er vores gode venner og sende god energi og gode vibes ud til hele miljøet i denne svære situation. Og så glæder vi os bare helt vildt (!!!) til at afholde Utamadunilejr i juli 2021. Vi skal have et brag af en lejr, som vi sent vil glemme. Vi savner jer alle sammen!!!! Pas nu virkelig godt på jer selv, så vi alle kan samles til en fantastisk lejr om kun 15 måneder  Mange, MANGE kærlige hilsner fra bestyrelsen i Utamaduni Kulturforening  ... Læs mere...
    • Kærlighed kan hele de fleste sår

      Jeg lærte hende at kende på en slags festival, hvor jeg stod i og udenfor baren, hun kom og sagde, at hun gerne ville samtale, og så fandt jeg to stole, og hun snakkede til den lyse morgen. Er der noget, coronakrisen har lært os, er det dette: Vi er sociale væsener og kan ikke overleve uden dybt indbyrdes forbundet og indbyrdes afhængig kontakt med andre. Jeg har lært, at vi ikke kan elske os selv, medmindre vi har været elsket og er elskede. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation. Jeg er mest til Buddha, men her er Bibelen enig: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Tak, Utamaduni.  <3 For oplevelserne, dagene og nætterne, bålene, menneskene selvfølgelig, sangene og dansene, billederne, branderterne, franskbrødet om natten, grøden om morgenen, energien, snakkene, solstrålerne, grinene, fuglene, de kulørte lamper og de åbne armes politik. Der er mange flere billeder, jeg viser dig bare nogle få. Tak, Ursula. Tak for dig. Jeg elsker dig. <3 Af stort set de samme årsager som ovenfor. Der er mange flere grunde, jeg viser dig bare nogle få.... Læs mere...
    • Færdiggørelse af trommehus ved Bujora, Tanzania

      Kære Ukassefolk og alle der læser med Jeg vil lige på Sanders og mine vegne starte med at takke for bevillingen på de 2000 kr. til færdiggørelsen af Trommepavillonen på Bujora, som vi regner med at Sander tager ned og forestår sidst på året så han kan nå at bruge den billet som han havde købt med afrejse i Januar, men som han måtte aflyse fordi han skulle opereres. Jeg fik så pengene – de 2000 kr. han fik bevilget af Ukassen – sendt derned og har i samarbejde med Bujora Dance Troupe forestået at byggeriet kom i gang. For det som præsten kaldte meget små penge, nemlig 640000 tsh, nåede vi langt. Undervejs sendte jeg en lille rapport til vennerne på Facebook og en bøn om at hjælpe lidt og sammen med penge til hjælp fra besøgende danskere nåede vi op på 1.400.000 tsh, som rakte til at blive næsten færdige. I har måske set billeder jeg sendte hjem af den nymalede pavillon med trommerne opstillet foran. Den er blevet rigtig flot og vil blive en pryd for museet. Nu kan man komme til at se de mange forskellige trommer der findes i Sukumaland og dansegruppen og folk på Bujora er dybt taknemmelige. En sidegevinst var også at fader Fikiri tøede op under byggeriet og gik ind og betalte for trappen op og strøm til huset. Vi nåede ikke helt i mål, men det sørger Sander for vi gør. Tak for jeres hjælp kære venner ! Yours Uffe Madadi   U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK... Læs mere...
    • Fanaka Arts Project, Kenya

      Kort beskrivelse af selve projektet: Fanaka Arts Project er en samfundsorganisation i Mukuru slums i Nairobi, Kenya. Fanaka er et akrobatik og cirkus projekt for børn og unge. Et tilbud hvor de hver dag efter skole og i weekender kan komme og øve sig og blive trænet i akrobatik og cirkus. Organisationen blev startet i 2010 af David Mwaura Karimi, han havde en passion og en lyst til at skabe forandring i slummen. Han ville gøre noget og give tilbage til det sted hvor han er vokset op. Han ville give børnene og de unge i Mukuru slums nogle muligheder, som han ikke selv havde haft. Give dem et alternativ til at hænge ud på gaden. Han tog derfor udgangspunkt i sin egen passion og talent for akrobatik og derved blev grundlaget for organisationen startet. Med Davids store kendskab til områdets børn og unge, fik han hurtigt spredt nyheden om projektet og det var fra starten interessant for børn og unge at komme og træne efter skoletid og Fanaka blev hurtigt populært. Hverdag kommer der en stor gruppe børn og unge øver sig i akrobatikkens svære kunst. De trænes af passionerede og talentfulde voksne, som møder dem med arrangement, vilje og energi. Børnene viser helt utroligt mod, styrke og talent. De kaster sig ud i spring, salto, jonglering og svære pyramider. Når man træner akrobatik handler det om at stole på hinanden og turde stole på sin egen styrke. Det giver øget selvværd at opleve at være god til akrobatik og/eller at turde prøve kræfter med svære spring og pyramider. Vi ansøgte om støtte til at bygge en scene og køb af kostumer Vi søgte U-kassen om 5000kr i støtte til at bygge en scene/podie og køb af kostumer til gruppen. U-kassen valgte at støtte med 1000kr til kostumer, da de mente det vil kunne give Fanaka Arts Project et løft. Der er blevet syet 16 stk flotte kostumer til gruppen, 8 stk til de yngste og 8 stk til de ældste. De er syet af masaitæpper da trænerne i gruppen har erfaret, at det er det mest holdbare og slidstærke stof og det kan holde til de akrobatiske øvelser. Fanaka Arts Project glæder sig til at de efter corona krisen kan få gang i træning og shows igen, så de kan få brugt deres nye kostumer. Det vil helt sikkert give gruppen et løft i den rigtige retning. Vi oplever at støtten til kostumer gør at børnene bliver stolte, gør sig ekstra umage til træning og til shows. Kostumer giver børnene en fællesskabsfølelse og det giver en større selvsikkerhed hos dem og følelsen af at blive taget alvorligt ifht deres talent. Mange tak for støtten På vegne af David Mwaura Karimi-Fanaka Arts Project Gull-Maj Leicht Karimi... Læs mere...
  • • Nekrolog, Dorthe Shoma Loft

      Vores 86 årige “rollemodel” Dorthe Loft med det afrikanske tilnavn, Shoma, er nu afgået ved en udramatisk død i sit hjem Rimsø Kærvej 11 d. 6. april 2020 efter en lang sygdomsperiode præget af smerter og svimmelhed. Ordet rollemodel tilskriver jeg hende for den særlige evne til gang på gang at inspirere mig og utallige andre til at få vore mere eller mindre utopiske drømme og visioner til at forekomme realiserbare….. Tusind tak for alt kære Dorthe Shoma Loft Fra Sander Machombo Drypnæse. Min kondolence til alle jer som stod Dorthe nær... Læs mere...
    • Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye

      Foreningsudvikling af Ngatch Fall Guédiawaye i Dakar, Senegal Kære Utamaduni Ukasse Først og fremmest tusind tak for støtten, som vi fik i efteråret 2019, der skulle gå til udvikling af Sabar-dansegruppen i Guédiawaye, der er en forstad til Dakar i Senegal. Vi fik støtte til de administrative omkostninger i forbindelse med endelig at kunne få den officielle godkendelse af danse- & trommegruppen som forening i Dakar på plads. Det har været en lang og utrolig omkostningsfuld affære ift. produktet, men med støtten fra Ukassen er vi endelig i mål!   Lidt forhistorie om projekt Ngatch Fall Guédiawaye Ngatch Fall Guédiawaye startede tilbage i 2012 med en idé Amdy og Ida havde om at samle Guédiawayes danse- og trommetalenter i en gruppe, med vægt på videreførsel af kvalitet og tradition. Det var også vigtigt for Amdy at vise danseturisterne i Dakar, at Guédiawaye slet ikke er så farligt at besøge, som mange ellers troede på det tidspunkt Behovet for ihukommelse af tradition og kvalitet i dansen og trommerne er stort, i en tid hvor stilarten udvikler sig hurtigere end nogen kan følge med, og hvor mange af den ældre kunstnergeneration ikke længere er aktive i miljøet eller simpelthen er udrejst til Europa, USA og Japan, og derfor simpelthen ikke er til stede eller har mulighed for at lære fra sig.    Fra 2012 – 2017 arbejdede Amdy ihærdigt med at finde de rette dansere og trommeslagere, der kunne oppebære gruppens arbejde lokalt, hele året rundt og ikke blot når han var på besøg. Vi har store drømme om hvad gruppen skal og kan opnå, men vi tager det hele meget stille og roligt og har derfor fokuseret på at sikre et godt fundament og samarbejde med de rigtige mennesker først og fremmest.   Da Mod’Thiam, som er en slags “lillebror” og tidligere tromme-elev af Amdy’s, blev en del af gruppen i 2016 og tog sin egen trommegruppe med ind i projektet, tog dansen og trommerne fart. Endelig var der en trommeleder i gruppen med fokus, ihærdighed og med den særlige kvalitet, som Amdy havde ledt længe efter. Sammen fik de fat i en gammel ven i nabolaget, Amadou Kossé Gueye, der kunne hjælpe dem med det praktiske omkring opstart af gruppen og den administrative drift af foreningen, så Amdy og Mod’Thiam kunne koncentrere sig mere om det kunstneriske arbejde.  Der var stadig en del problemer i at finde den rette danseleder i gruppen og flere forskellige dansere prøvede i perioder at være en del af gruppen, uden dog at blive hængende. Fra 2017 begyndte der dog at være en gruppe af unge dansere, som kom og øvede mere fast og som lagde energi i at udvikle sig selv og gruppen. Herefter er der kommet mere ro på danserne i gruppen, idet de har oparbejdet en fin fælles forståelse af hvilken energi de skal lægge i gruppen og hvad de kan forvente at få retur.   Krydsforhør, jordbæris i litervis, lufthavns-læbestift og en Europæisk kasket I 2017 indgav gruppen de første papirer til officiel godkendelse og opstart af danse- og trommeforeningen, Ngatch Fall Guédiawaye til kommunen via den lokale politistation i Guédiawaye, Wakhinane Nimzat. Vi fik bl.a. hjælp af en slags gade-tekstforfatter-konsulent, der vidste hvad der skulle stå i sådan nogle vedtægter, for at en kulturforening kan godkendes officielt. Men det skulle alligevel tage flere år at få papirerne igennem den bureaukratiske maskine.    Som mange måske ved, kan det være svært at samarbejde med de lokale myndigheder i Senegal. Egentlig er det et land med ret god struktur og gode forhold for de offentligt ansatte. Og det er da også rigtigt, at man godt kan få sine ting godkendt ad den normale vej. Alligevel er det nu engang sådan, at man ofte kommer længst ved utrætteligt at blive ved med at følge op og løbende minde dem om at kigge på ens sag og acceptere de forskellige bestikkelser, som de i forløbet beder om.   Det første år, brugte Kossé enormt mange timer på at tage frem og tilbage til politistationen mindst en gang om ugen og spørge til behandlingen af papirerne. Hver gang havde han 20-50 kr. med fra os, som han kunne smøre politifolkene med, men lige lidt hjalp det. I vinteren 2018/2019 tog jeg selv affære, og var på politistationen hver uge i knap to måneder for at spørge til fremgangen, for at brokke mig, og for at vise at vi skam mente det seriøst. De to kvindelige politifolk på stationen havde deres sjov med at drille mig og bede mig om alverdens ting – udover de 20-50 kr. det kostede i bestikkelse blot at få lov at tale med dem. Undlod jeg at betale, kunne jeg sidde en hel dag og vente udenfor politistationen, uden at blive kaldt ind!   Ofte gik jeg hen på politistationen direkte efter gruppens øver, iført svedigt og støvet dansetøj, til stor fornøjelse og morskab for de kvindelige politifolk – for sådan går man altså ikke klædt på gaden i Dakar. Hver gang jeg gik derfra, lovede de mig, at der ville være sket fremskridt næste gang jeg kom, og hver gang jeg kom tilbage insisterede de på noget nyt der skulle ske med papirerne, før de var færdige. Bl.a. skulle formand, næstformand og kasserer (Mod’Thiam, Ahmet som I kender fra lejren 2018 og Kossé) sidde i individuelle krydsforhør en hel dag omkring formålet med foreningen og deres individuelle rollefordeling i bestyrelsen af foreningen. Jeg kunne pænt sidde i det udendørs venteværelse og sende dem ind en efter en og se dem komme ud igen, lettere beklemte ved situationen.   Her gjorde jeg mit til at opbygge deres mod til at tale om deres kunst i sådan en kunstig opsætning, hvor politidamen myndigt sad og skrev det hele ned på computeren imens de talte. I pauserne imellem forhørene, blev de sendt ud på små “missioner” eks. skulle Kossé ud og finde flødeis – altså den rigtige slags, importeret fra Europa, Ahmet skulle ud og købe sodavand og Mod’Thiam skulle tage Amdy med hen på politistationen, selvom han egentlig ikke officielt har noget med den lokale senegalesiske kulturforening at gøre, og sådan fortsatte det…   Hver gang jeg viste mig på politistationen havde damerne et ønske om en slags “venskabsgave” jeg skulle tage med til dem næste gang jeg kom. Første gang jeg var der, syntes de min sorte solkasket var flot – den var jo “importeret fra Europa”, så den ville de gerne have. Jeg gav dem den uden videre, velvidende, at den var købt hos en lokal købmand på hjørnet hvor jeg boede i Guédiawaye, for ca. 10 kr. I løbet af mine besøg på politistationen den vinter, blev deres krav dog større og større og min frustration ligeså. De kunne finde på at bede mig om frokost – eller penge til frokost, 10 liter flødeis, om make-up fra Europa, om penge til transport og så videre. De bad mig også om at tage Amdy med på politistationen, så de kunne spørge ham hvordan jeg havde lært Wolof.    Alt i alt en virkelig frustrerende oplevelse med nogle politifolk, der tydeligt sad på magten og ikke var blege for at udnytte og udforske den position overfor dansegruppen og overfor mig. Kossé var lettet over at jeg involverede mig, da han frygtede Amdy og Mod’Thiam måske kunne komme til at tro det var Kossé den var gal med og at han ikke arbejdede hårdt nok. Til alles store fortrydelse var papirerne endnu ikke færdige da Amdy og jeg tog hjem i februar 2019. Og derfor sendte jeg ansøgningen om økonomisk støtte til ukassen, så vi kunne sende penge afsted til Kossé, så han kunne færdiggøre processen.   Ngatch Fall Guédiawaye er “født” Efter en ventetid på flere år (!) og mange, mange besøg og besmørelser af det lokale politi, fik Kossé den officielle godkendelse og det nationale foreningsID i hånden i Januar 2020. Til trods for, at det faktisk var færdigbehandlet allerede i maj 2019!!! Jeg skal love for at det krævede en del smørelse i slutspurten – da “politidamerne” havde fået papirerne i hånden og ønskede at malke hver sidste dråbe ud af foreningen, før de gav slip og udleverede det officielle dokument.        2019/2020 blev vinteren, hvor den lokale politistation endelig havde fået nok bestikkelse og rent faktisk endte med at udstede og ikke mindst udlevere det officielle dokument, der etablerede Ngatch Fall Guédiawaye som godkendt forening.   Det betyder først og fremmest, at foreningen er anerkendt for sit kulturelle virke i lokalsamfundet. Det er dermed første byggesten til, at kunne lade Sabar foreningen vokse og varetage det vigtige arbejde med at huske og vedligeholde de traditionelle rytmer og bevægelser i en ellers helt moderne og trendy dansestilart.   Den officielle godkendelse blev fejret med morgenbrød og kaffe til gruppens øver … … og blev fint kopieret og lamineret i flere eksemplarer, som I kan se på billederne 🙂   Tusind tak 🙏 siger vi,  Amdy & Ida, på vegne af Ngatch Fall Guédiawaye   Links til gruppen i Guédiawaye og sabar foreningen i Aarhus Ngatch Fall Guédiawaye – Facebook / Hjemmeside Ngatch Fall Aarhus – Hjemmeside     U-kassen har støttet dette projekt med 2.000 DKK... Læs mere...