Lokalavisen Midtdjurs, tirsdag den 21. august 2001
Trommedans i Ramten Skov

RAMTEN SKOV
- I uge 30 havde Utamaduni­gruppen for 19. år i træk arrangeret en flot lejr med dans, dans, dans, trommer - og så alt hvad der ellers hører til en Utamaduni lejr.
Dum, dum - dum, dum lyder det dragende gennem skoven. Trommerne dunker taktfast. Et skilt. Utamaduni står der. Følger man skiltets retning ind i skoven, bliver lyden af trommer stærkere. De parkerede biler forsikrer en om, at man ikke er på vej ind i en anden tidsalder. En afrikaner - kulsort - kommer gående.
- Skal du være her længe? Spørger hun. - ...Hun var ikke afrikaner, men dansker.
- Du må nok hellere flytte bilen. Du holder på brandvejen.
Efter at have klemt bilen ind imellem alle de andre biler er jeg klar. Trasker afsted efter lyden af trommer og når til en stor lysning i skoven, der syder af liv.
Der står telte i alle størrelser og afrikanske hytter. På en stor plads spilles der på trommer og danses. En afrikaner og en dansker er ved at undervise i en af sukumastammens traditionelle danse. Eller er det dans fra Ghana, Gambia eller Senegal?
I skyggen af nogle store træer sidder folk og drikker kaffe og spiser kage fra ”kagefeen” Der dufter af nybagt brød fra den store stenovn og i en afrikansk­udseende smedje lyder der en taktfast banken, der blander sig med trommerne og afrikansk sang, der flyder ud fra en mindre lysning bag "Kagefeen”.

19. år i træk
Jeg er kommet ud til Utamadunilejren. En sommerlejr, hvor der danses og spilles afrikansk musik i seks dage, bortset fra den trommefrie time midt på dagen. 


Afrikanske tilstande i Ramten Skov. 
Her ceremonipladsen.
(foto fra Lokalavisen Midtdjurs)

For 19. år i træk løber sommerlejren af stablen. Der er mange gengangere i blandt deltagerne, og nye er kommet til efter mund til mund metoden. I 1983, da lejren startede, var det som en afløser til djurslands- kollektivernes sommerlejr. Det blev en måde at samle danske afrikagrupper på. Dengang var det en lille lejr på cirka 70 deltagere.

Nu i 2001, kommer der folk fra hele landet samt Tyskland, Sverige og Norge - og så selvfølgelig Afrika. Loftet for deltager antallet er blevet sat ved cirka 600 deltagere, ellers går det ikke med brandmyndighederne.

En rejse til Sukumaland
Afrika er især repræsenteret ved Tanzanianere. Tanzanias repræsentation på lejren har en forhistorie, der ligger tilbage i 1977 , hvor en flok djurslændinge drog til Sukumaland i Tanzania. Her spillede de dansk musik og teater, men lærte også om Sukumafolkets musik. Det blev til flere rejser, hvor der blev skabt et venskab med en indbyrdes musikalsk og menneskelig forståelse. Kulturudveksling
For 10 år siden blev Utamaduni Kulturforeningen dannet. Trine Ørgård Jensen, der er forkvinde for foreningen fortæller, at Utamaduni er Swahili (det officielle sprog i Østafrika) og betyder kultur. Foreningens formål er at støtte kulturudveksling mellem Danmark og Tanzania og støtte samarbejde om andre afrikanske kulturformer. I foreningens regi er der fire undergrupper: Utamadunigruppen, der er en dansegruppe, som tager ud og danser og spiller og laver workshops. Projektgruppen, som har samarbejdsprojekter i Tanzania. 
17 majsmøller er blevet renoveret og sendt til Ngorongoro og Usukumani i Tanzania. Et projekt, der skal styrke fødevaresikkerheden i lokalområderne. Projektet skal også skubbe en diskussion i gang om fordeling af ressourcer og være med til at udvikle institutioner til forebyggelse og forståelse af fødevareforsynings problemet. Mange danske institutioner lige fra Lions Club, produktionshøjskoler til Danida har støttet projektet.

Den tredje undergruppe er Sokkegruppen. En danse- og teatergruppe, der i deres forumteater sætter fokus på hiv, aids, kulturforskelle, fordomme, håb og kærlighed.
Endelig er der kulturgruppen, som står for sommerlejren.

En lejr for alle
På en Utamaduni sommerlejren er der aktiviteter for alle. Hver dag er der en fælles workshop, med undervisning i danse fra Tanzania. Senere på dagen er der workshoptilbud med trommeslagning og danse fra andre egne af Afrika.
"Fritiden" kan børn og forældre bruge i børneteltet, hvor de med eller uden instruks kan filte, lave papir, hamre og banke eller læse tegneserier.
I baren serveres alt for tørstige sjæle, og i Duka’en (butikken), som her i sommer var blevet til to duka’­er, er der livlig salg af afrikansk kunsthåndværk. Duka'erne er butikker, hvor deltagere kan sælge deres egne afrikanske ting til andre deltagere.
Lækker kage købes i ”Kagefe’en”, og de daglige hovedmåltider laves i et stort fællekøkken på lejren.

Uge 30
Sommerlejren ligger hvert år i uge 30 med åbent hus og afslutningsfest om fredagen. Lejren varer faktisk 14 dage. Onsdag i uge 29 starter cirka 60 hjælpere med at sætte telte op og lave pladsen klar på Keramikgårdens jord, og onsdag i uge 31 ligger pladsen pænt ryddet igen. Kun det nedtrampede græs røber, at her har hundredvis af fødder danset.
Deres fodspor kan findes på hjemmesiden: www.utamaduni.dk

ekh, Lokalavisen Midtdjurs


Klik her for at komme til startsiden

Send os en hilsen:
Email til Utamaduni

Eller kontakt os via hjemmesiden

Tilbage til startsiden

chart.dk

Flink-E-link * En linkudvekslingsservice fra Safi.dk

| More