Af Helle Kjærulf.
Trommernes bankende slag trænger på. Vridende, hvide kroppe lader sig opsuge af det rytmiske hav. Også på tilskuerne er takten sivet ind og dominerer enten fod, hånd eller underliv.
Indimellem de hvides farverige khangaer - et stort klæde, som afrikanske kvinder bruger som skørt - ses enkelte sorte afrikanere iført såkaldt fritidstøj. Når de sorte kaster sig ind i dansen, er det oplagt, at et helt livs erfaring ligger bag bevægelsen.
Solen står højt på himlen, og lejrens beboere er forlængst dukket søvndrukne op fra den skov af telte, der ligger spredt i lysningen i Ramten Skov på Djursland. En indiansk tipi, cirkustelte i alle størrelser og telte dekoreret med farverige mønstre gør det klart, at dette ikke er en almindelig dansk campingplads.
Det er Utamaduni kulturforenings årlige danselejr.
Da morgenlyset
endnu favnede lejren med stilhed, var det næsten umuligt at forestille sig, at der på pladsen beskyttet af høje træer gemte sig 500 voksne og børn.
- Her på lejren kommer man tættere på Afrika, de sorte og det afrikanske sprog. Det er ikke kun dansen, det drejer sig om, fortæller den 31-årige stud.can.phil i samfundsfag fra Aalborg, Lars Rau, der var med på lejren for første gang sidste år. Han er med i en af landets 23 dansegrupper, der danser afrikansk dans med udspring fra den 20 år gamle Utamaduni-gruppe.
- Min kropsfornemmelse er blevet bedre gennem dansen, siger Lars Rau og indrømmer, at han i begyndelsen helst ville spille tromme, men at han rent motorisk ikke kunne følge med.
Udefra set er der stor forskel på de hvides og de sortes dans, men de hvides danseoplevelse er ifølge Lars Rau fuldt ud på højde med afrikanernes.
Som Mette Ellegaard, 38 år og køkkenleder, udtrykker det, appellerer afrikansk dans til danskerne, fordi „det er ukompliceret og en glad, sjov og kraftfuld leg“.
- Det har intet navlebeskuende over sig, siger Mette Ellegaard. Hun er med på lejren for første gang, men bestemt ikke for sidste.
For Lars, Mette og for de fleste hvide, der danser afrikansk dans, er det vigtigste fællesskabet samt den livsglæde og energi, der er en uundgåelig følge af trommernes krav på bevægelse.
Nu danser omkring 100 mennesker rundt i en cirkel, mens en mand næsten dækket af lange sorte hestehaler, en nederdel af skindstrimler og bjælder om anklerne fører an i Slangedansen. Mads Bischoff - en af de „gamle utamaduni'ere“, der gemmer sig bag gevandterne, synger til kredsen: „Hvad venter vi på?“, og kredsen svarer „Vi venter på, at slangen, den kommer frem“, mens de danser til de insisterende trommer. Trommerne betjenes kyndigt af en række hvide mænd foran trommeteltet, hvor en kæmpebunke trommer ligger og venter. De fleste trommer er „made in Denmark“.
Handicaphjælper Jane Mathiassen, 47 år, fra Skørping er også med for første gang. For hende er det „kanonsvært“ at danse afrikansk, men også en udfordring som hun siger.
- Selv de mest elementære skridt er svære, det er en anden kropsmåde, men når det så lykkedes, er det fantastisk. Vi har jo ikke danset på den måde, siden vi var børn, som mange afrikanere har, siger Jane Mathiassen.
I år er det 15. gang, at de danseglade danskere samles for i en uge at fordybe sig i sukumaernes kultur - sukumaerne er en stamme i Tanzania. Lysebrune børn med sort krøllet hår blandt de lyshårede danske børn fortæller historien om en kontakt til Afrika, der er andet og mere end trommedans og svedende hvid hud.
Pytonslangen Mulinga dukker op, for en slangedans kræver en slange. Først bæres Mulingas 3,20 meter lange krop rundt som en hyldest til de dansende af Mlalahasi fra Utamaduni-gruppen eller Knud Erik Asak, som han hedder på dansk.
Senere lader to 12-årige drenge sig vikle ud og ind mellem kvælerslangens muskuløse krop. Det ser voldsomt ud, men slangen har øvet sig sammen med drengene inden denne optræden.
Slangedansen bølger længe over pladsen, men bliver forstyrret, da en gruppe både sorte og hvide mennesker med hvidmalede ansigter kommer dansende og spillende en helt anden rytme. Det er hulepindsvinedanserne, der vil forsøge at overtage publikums gunst og dermed vinde den uskrevne konkurrence. Sådan foregår det i Afrika.
Lejrens æresgæst, Mzee Kang’wina, også kaldet Den Gamle har rundet de 75 år, og han var med i 1973, da den første kontakt mellem sukumaerne og danskerne blev etableret. Den Gamles sorte ansigt flækkes i et gavtyv-smil, mens han danser med en hakke, og fra tilskuerne og trommespillerne lyder opmuntrende og begejstrede lyde over den gamles optræden. En lille dreng agerer hulepindsvin med et bundt af de brune og hvide pigge bundet på ryggen. En teenager-dreng ser ud til at have glemt sin hvide hud, der er dekoreret med sort, hvid og rød maling. Langsomt slukkes slangedansen i den anden ende af pladsen, og det ser ud til, at hulepindsvinedanserne har vundet.
Sander Nielsen, der har været med i Utamaduni-gruppen i alle 20 år, sidestiller den afrikanske dans med folkedans.
- Det er musikglæde på et folkeligt plan. Det er både musik og gymnastik på samme tid. Man behøver ikke at kunne det hele for at være med. Engang havde vi danskere folkedansen at være fælles om. Nu har vi noget andet udefra, som giver den samme begejstring.
Sander forklarer, at de hvide oplever, hvordan de i den afrikanske dans overskrider deres egne grænser. For eksempel folk, der tror, de ikke kan synge, oplever, at det kan de sagtens.
- Den afrikanske trommetradition har så mange trin, at alle kan få afløb for det, de lige præcis har brug for at komme af med. Her er plads til
alt... fra det helt enkle til det allermest sublime.
Helle Kjærulf, Journalist, Århus.
Bringes med tilladelse fra SAS-magasinet INDENRIGS