Dagbladet Djursland Den 27.07.2000:
Jungletrommer i Ramten Skov

KULTURMØDE:
Afrikanere og danskere mødes for at danse, spille og hygge sig!

Man kan føle rytmerne, før man kan høre dem. I jorden, i mellemgulvet og i den luft, der bevæger sig i næsten umærkelige små stød mellem træerne. Så småt kan teltene skimtes mellem stammerne, og pludselig bliver den rytmiske fornemmelse til lyd.
Lyden af trommer - lyden af Afrika. Stedet er Ramten Skov, og de trommespillende mennesker er deltagerne på årets Utamaduni-lejr. For attende år i træk har Utamaduni Kulturforening fået stablet en mindre landsby på benene i den lille lysning i skoven, som efterhånden er blevet synonym med Utamaduni-lejren. Og det skue, der møder den besøgende, er imponerende. Pladsen summer af aktivitet med de mange boder, telte og værksteder og ikke mindst de flere hundrede dansende og syngende mennesker, der i større eller mindre grupper lader sig henføre af de inciterende afrikanske trommerytmer. En stor gruppe af fortrinsvis kvinder danser midt på pladsen i den stegende eftermiddagsvarme akkompagneret af omkring 10 afrikanske mænd, der på hver deres tromme spiller på livet løs, uden at det ser ud til, at de behøver at koncentrere sig om at få trommerne til at tale sammen. I et stort telt uden vægge er et mindre hold i gang med at øve sig på en stav-dans. De bliver også drevet frem af et hold slagtøjsspillere og en "fordanser", der svinger staven, så en dansk tamburmajor ville blive misundelig. Rundt langs pladsen er der boder, hvor der kan købes mad og drikke, afrikanske instrumenter og kunsthåndværk. Der er boder, hvor deltagerne kan få plejet deres ømme fødder og ben af en massør, og der er værksted, hvor børnene kan lave deres egne instrumenter eller legetøj i afrikansk stil. Der er også et bibliotekstelt med afrikansk litteratur, og hvorfra lejrens pressemand sørger for at holde deltagerne ajour med begivenheder og hændelser i den daglige lejr-avis "Utamaduni News" Bagved fælleskøkkenet er der børnedans. Omkring 30 større og mindre børn står i en rundkreds og skråler på swahili, mens de prøver at få fødderne til at følge rytmen. Deres anstrengelser bliver akkompagneret af trommer og grin, når koordineringen glipper, eller et swahili-ord bliver sunget forkert. Andet end trommedans Utamaduni betyder kultur på swahili, som er det mest udbredte sprog i Tanzania, som har været Utamaduni Kulturforenings fokusområde fra starten i 1977. En gruppe borgere fra Emmelev startede Utamaduni på baggrund af deres venskab med en række afrikanere, der hovedsageligt kommer fra Sukumastammen i Tanzania. Gennem jævnlige besøg mellem Djursland og Sukumaland, har venskabet udviklet sig til også at have mere praktisk betydning for landsbyerne ved Victoria-søens sydlige bred. De ofte isolerede små landsbyer kan nu nyde godt af en række majsmøller, som er blevet stillet op via samarbejdet med Utamaduni, lige som kulturgruppen er involveret i projekter i det, der i Tanzania hedder Secondary Schools. Utamadunis hovedfokus ligger stadig på Sukuma-folket i Tanzania, men er med tiden blevet udvidet til også at omfatte andre afrikanske kulturer. Og afrikanerne deler rundhåndet ud af deres livsbekræftende danse-, spille- og sangtraditioner, som danskerne tilsyneladende tager imod med åbne arme og har gjort det siden den første Utamaduni-lejr i 1983.

Svært at holde hænderne i ro
Malik Jagme kommer oprindeligt fra Gambia og er med på Utamaduni-lejren i Ramten for femte gang. Måske er det fordi, afrikanerne er fattige, at vi har sådan en stærk kultur. Vi danser, synger og spiller for at glemme fattigdommen, siger den unge afrikaner, der i dag bor i Svendborg med sin kone. Det var hende, der for fem år siden sagde til mig, at der var et sted, hun ville vise mig. Hun vidste, hvor meget jeg savnede at spille min musik, så uden at fortælle mig hvor vi skulle hen, tog hun mig med hertil. Og så her midt i en jysk skov var der pludselig tusind afrikanske trommer og rytmer, som jeg kender dem fra Afrika. Jeg troede næsten, jeg var kommet i himmelen, siger Malik Jagme, der har været fast inventar på lejren lige siden.
I år prøver jeg på at holde mig lidt tilbage med spilleriet, for jeg får elefanthænder af at spille så meget hver dag i en hel uge. Men det er svært at holde fingrene fra trommerne, for der er hele tiden gang i noget, smiler han. Malik vil prøve at spare sine hænder til på fredag, hvor han skal give koncert med sit band Dandala, der får besøg af sangeren Basiru Suso. Men det er svært at holde hænderne i ro, for de konstante rytmer inspirerer enten til at springe ind i en tromme-jam eller til at gå en tur med yndlings-trommen, der er en af Gambias traditionelle instrumenter. Den kaldes en sabar eller en talking-drum. Den tager jeg med ud i skoven for at afprøve nogle af de ting, jeg har hørt de andre musikere spille, fortæller han. Det bedste ved lejren er nu at se børnene lege sammen. De er ligeglade, om man kommer fra Afrika eller Danmark. Det er dejligt at se, og det er dejligt, at de børn, når de bliver større, kender hinandens kultur, så man undgår racisme imellem dem. Det er den perfekte integration fastslår Malik Jagme. I det hele taget er der en atmosfære af samhørighed blandet med de lokkende rytmer, der lige bortset fra en times middagspause kører uafbrudt hele dagen indtil midnat. De godt 500 personer lever og ånder trommerytmer i hele den uge, hvor skoven ved Ramten bliver forvandlet til en jungle, og Utamadunis medlemmer bliver forvandlet til en stamme af danse- og livsglade personer.